Benjamin Jakobsen — 12.05.2018 12:56

Kent Nielsen glæder sig til søndagens kamp. Han forventer en tæt og intens kamp, hvor der måske ligger et drama og venter.

OB tager søndag aften imod AGF på EWII Park. Det er returkampen i Europa Playoff i Alka Superligaen, og de to provinsklubber kæmper hårdt om at komme videre til næste runde – og dermed et skridt tættere på Europa League i den kommende sæson. Første opgør endte med 3-2 til AGF i en ganske underholdende kamp, hvor OB i lange perioder spillede rigtig flot, men alligevel var det AGF, der trak det længste strå, og det roser Kent Nielsen modstanderen for.

- Spurgte du mig for en uge siden, lige inden vi skulle afsted til Aarhus – så havde 2-3 været et ok resultat for os. Men efter kampen følte vi, vores præstation var til mere end det. Vi må til gengæld rose AGF for deres effektivitet – for effektivitet slår alt i fodbold. Men indholdet i spillet og i forhold til at kreere chancer fra vores side var godt, siger Kent Nielsen, som er bevidst om, at det bliver en anden kamp, når holdene i morgen tørner sammen i Odense.

- Der har naturligvis været en skuffelse over, at der venter os et større arbejde, end der kunne og måske burde have været, men det er vi afklarede med. Kampen kommer ikke til at minde om den i Aarhus. Nu skal det afgøres, og det kommer til at gøre det mere intenst og indædt. Vi fik vist, hvad vi skal være gode til for at få det til at lykkes, men det så AGF også, og de vil naturligvis gøre alt, hvad de kan for at gøre det svært for os. Måske kommer der ikke ligeså lange og gode perioder fra os, men vi har helt sikkert kvaliteten til at dominere i perioder. De perioder skal vi udnytte, for så leverer vi også et resultat – og så spiller vi igen i næste uge, siger Kent Nielsen.

Mens Kent Nielsen ikke forventer en kamp ligesom den i Aarhus – så er han ikke i tvivl om, at der bliver knald på. Det bliver intenst, og det glæder han sig til.

- Det er nu, tingene skal afgøres. AGF har gjort det godt i grundspillet omkring deres kompakthed og hårdt defensivt arbejde. Det har været ekstremt svært for deres modstandere, og samtidig har AGF været dygtige til at få muligheder i kampene, hvor de så har været effektive. Så jeg forventer et AGF-mandskab, der kommer med den indstilling, de har vist i grundspillet i 2018. Derudover bliver det indædt fra begge mandskaber, for det gør det altid i sådanne knald eller fald kampe, siger Kent Nielsen, inden han sætter et par ord på, hvad han forventer af kulissen i søndagens opgør.

- Forhåbentlig kommer der rigtig mange mennesker i morgen, og det bliver formentlig både fra Aarhus og Odense. Vi havde mange fans med i Aarhus, og det var vi rigtig glade for, og i morgen håber jeg selvfølgelig også, at der kommer rigtig mange odenseanere og andre fynboer på stadion. Jeg følger mig i hvert fald overbevist om, at der venter dem en rigtig fed kamp, som vi glæder os meget til. Det bliver intenst og tæt – og så kan der godt ligge et drama i den, siger Kent Nielsen.

Selvom OB skal vinde søndagens kamp og ikke kan klare sig med en uafgjort, så er troen på avancement stor hos Kent Nielsen. Og han forventer, at en af de afgørende faktorer i morgen bliver at OB har flere forskellige strenge at spille på i det offensive spil.

- I min verden synes jeg, vi som hold har performet bedre i foråret. Vi har en masse ting, der kan gøre det svært for modstanderen. Uanset hvor gode AGF er – og vi har respekt for dem – så føler vi, at vi har flere facetter, vi kan angribe kampen med. Det bliver afgørende. Vi har vores småspil, der kan gøre ondt på dem, men vi kan også være farlige på skud fra distancen og via vores indlægsspil. Så hvis det ene ikke rigtig lykkes, så har vi nogle andre våben, vi kan tage i brug. Derfor tror jeg, vi kommer til at vinde i morgen aften.

Der er kampstart 18:00 på EWII Park, og du kan købe din billet til kampen her.