Mathias J efter SJE billede

02.08.2018 13:05

Mathias Jørgensen fik i søndags sin første startplads, og på søndag gælder det FCK, hvor han tror på en stribet overraskelse.

Mathias Jørgensen blev fra starten af denne sæson fuldtidsprofessionel, da han blev udstyret med en seniorkontrakt på førsteholdet i OB. I søndags fik han så den første startplads i Superligaen, da han var blandt de 11 spillere i startopstillingen mod Randers, og det var stort for den 17-årige angriber.

- Det var personligt et stort mål at opnå min første startplads. Jeg har arbejdet hårdt for det, men havde bestemt ikke forventet, den ville komme så hurtigt. Jeg er utroligt taknemmelig og rigtig glad for at have fået den mulighed af Jakob. At det så ikke blev til mere, end det gjorde, er en anden side af sagen, men jeg er taknemmelig for at det er sket så hurtigt for mig. Det var fedt at være med omkring opvarmning inden en kamp og at gå ind på banen, hvor alle har øjnene på de 11 mand, der går ind sammen. Det var kæmpestort. De er også stort at komme ind fra bænken, men at starte og være blandt de 11 bedste, som Jakob har peget på var vildt stort for mig, siger Mathias Jørgensen, der i de tre første runder har scoret to mål for os.

På søndag gælder det så FCK på hjemmebane, og om der er spilletid i vente for Mathias Jørgensen er ikke til at sige, men én ting er sikkert, og det er, at Mathias Jørgensen ser frem til kampen.

- Det bliver en kæmpe kamp. Det er på papiret den første store modstander, vi skal møde, men vi frygter ikke nogen – heller ikke FCK. Vi går ind til opgaven med en stor tro og et stort gåpåmod – og forhåbentlig får vi hjælp fra en masse stribede fans på lægterne. Vi elsker at fejre vores sejre med fansene, men vi har virkelig brug for dem i downperioder. Sæsonstarten har ikke været, som vi havde håbet, ønsket eller drømt om, og derfor har vi ekstra meget brug for hjælp fra vores fans, for jeg tror virkelig på, at vi kan drille FCK på søndag, hvis vi bliver båret frem af fansene på Richard Møller Nielsen Tribunen, siger Mathias Jørgensen, inden han sætter et par ord på søndagens modstander.

- De kom godt fra land i søndags, da de vandt 4-0 over AaB i Parken. Som regel er de aggressive i presset, og kan vi modstå det og få åbnet dem op, så er vi kommet et godt stykke, siger OB’s nummer 25.

Rent historisk har FCK overtaget mod OB, men når kampene spilles i Odense, er det som regel ganske tæt, og i de fem seneste indbyrdes kampe, er det OB, der har vundet flest; tre sejre mod FCK’s to. Og det er da også en angriber fyldt med selvtillid, som tror på, at OB kan levere en overraskelse på søndag.

- Det tror jeg helt sikkert på, at vi kan. Jeg er meget optimistisk inden kampen, og jeg tror på, vi kan hive alle tre point hjem.

OB tager som nævnt imod FCK på Nature Energy Park søndag klokken 16:00, og du kan købe din billet her.