_DSC2252 copy

20.10.2022 13:43

Fredag kl. 19.00 venter Lyngby Boldklub på Nature Energy Park, og spørger man Aske Adelgaard, så venter der en svær kamp, selvom vi må påtage os favoritrollen.

I august fik Aske Adelgaard sin førsteholdsdebut for OB, og efter to indhop har han stort set været fast mand på venstrebacken i denne sæson. Han var således også i startopstillingen, da vi besejrede Lyngby i september, og han mener derfor også, at vi må påtage os favoritværdigheden, når vi i morgen spiller returopgøret i Odense.

 - Det bliver en kamp, hvor vi er favoritter, men de tre point kommer ikke af sig selv. Det bliver en svær kamp, men vi ved, at hvis vi er klar og spiller vores spil, så skal sejren nok komme. Vi skal forsøge at gøre det samme som sidste gang, vi mødte Lyngby. Her gik vi meget professionelt til opgaven og fik scoret på de få chancer, vi havde, og fik lukket dem godt ned, så det vil vi gerne gøre igen, så vi får endnu et clean sheet, siger Aske Adelgaard og tilføjer:

- Samtidigt er Lyngby topmotiveret for at få de tre point. Det er et meget godt hold, og de er rigtig dygtige på dødbolde. De er direkte i deres spil, og det skal vi være klar på at modstå, for de kommer med en masse power.

Aske Adelgaard har bemærket den imponerende opbakning, der har været i al hans tid på førsteholdet, og han glæder sig også over, at det ser ud til at fortsætte i morgen.

- Der lyder til, at der bliver god stemning med gang i lægterne, så vi skal også give noget tilbage til de mange fans, der kommer, så det bliver en god fredag aften for os alle, og det er vi klar til, siger Aske.

OB – Lyngby sparkes i gang fredag kl. 19.00, og hvis du vil opleve Aske Adelgaard og de andre striber kæmpe for tre point, sikrer du dig billet til kampen her.