_MG_7121

01.07.2022 12:39

Efter en spændende tur med Thailands U23-landshold er Nicholas Mickelson tilbage i Ådalen, og han glæder sig nu til lørdagens træningskamp mod AC Horsens.

Da superligatruppen tog hjem efter Pokalfinalen, lagde de fleste spillere benene op på sofaen for at få slappet af, men for Nicholas Mickelson ventede et lidt anderledes program; han pakkede nemlig kufferten og rejste til Usbekistan, hvor han deltog i U23-Asia Cup for Thailand.

- Jeg fik set en del med forskellige kulturer, og måden de spillede, der var lidt anderledes. Det var lærerigt at opleve en ny fodboldkultur, se nogle andre strukturer, end jeg er vant til, og opleve en lidt anderledes fodbold, siger Nicholas Mickelson.

For Nicholas har oplevelsen også kunnet mærkes uden for banen, hvor han i løbet af kort tid har overhalet OB’s egne antal følgere på Instagram, og støtten fra de thailandske fodboldfans var også en del af eventyret.

- Man kan sige, at der var lidt fodboldfeber derovre. Vi spillede U23-fodbold, men alligevel stod der mange folk og ventede på os i lufthavnen. Så fansene var vældigt støttende og engagerende.

Nicholas Mickelson udgjorde sammen med Jonathan Khemdee den højre flanke af det thailandske forsvar i de tre kampe, som Thailand spillede i U23-Asia Cup. Landsholdet formåede ikke at gå videre fra deres gruppe, men Mickelson kunne til gengæld rejse hjem med et landsholdsassist på CV’et, da han sendte et fladt indlæg ind bag forsvarsspillerne, hvor en holdkammerat stod klar til at gøre det til 2-0 i kampen mod Malaysia.

Lørdag venter næste træningskamp

Efter landsholdsturen havde Mickelson to ugers ferie, inden han mandag vendte retur til træningsanlægget i Ådalen.

- Jeg har savnet drengene, så det var godt at se dem alle sammen igen. Træningen har været god, og jeg har fået gang i kroppen og hovedet igen. Der er kun gået to uger, men jeg havde nået at savne fodbolden i løbet af ferien, siger Mickelson.

Lørdag skal han så i kamp igen, når vi kl. 13.00 tager imod AC Horsens i Ådalen, og efter to ugers ferie frygter vores højre back lidt for kampen.

- Jeg tror, det bliver lidt hårdt i morgen, men jeg tror også det bliver godt, så det er dejligt at komme ind på banen og spille med holdet. Jeg tror bare, at vi skal prøve at komme i gang med vores angrebsspil, og få spillet noget fodbold, slutter Mickelson.

OB – AC Horsens spilles lørdag kl. 13.00 på Bane 1 i Ådalen, hvor der vil være gratis entre. Hvis du er forhindret i at komme til kampen, så streamer vi den også på vores hjemmeside og i vores app.