_DSC2597

12.03.2021 13:42

Det har været en stærk sæson for Oliver Christensen, hvor han har imponeret med sin præstationer i 3F Superligaen, og det er noget, som han har drømt om, siden han selv var sæsonkortholder på tribunen.

I starten af året blev Oliver Christensen kåret som Årets Spiller i OB, og nu er han også blevet nomineret til Årets Mandlige Talent af DBU. Det kommer efter et stærkt år, hvor han har imponeret med sine præstationer på både klubhold og landshold:

- Det giver sig selv, at det giver et godt selvtillidsboost at være med til de store ting både i form af U21-landskampe, A-landskampe og forskellige nomineringer. Det er klart, det booster ens selvtillid, det kan jeg ikke løbe fra. Men det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Det går op og ned i fodbold, og den ene uge kan du være verdens bedste, og den anden uge hader folk dig. Det er selvfølgelig fedt at blive udtaget og nomineret, og det er ting, som ingen kan tage fra dig. Det er mennesker, der vælger dig på grund af dine kompetencer, og det er jeg utrolig stolt af, siger Oliver Christensen.

OC er en af Akademiets drenge, og det betyder også meget for den unge målmand, at han i dag kan repræsentere barndomsklubben:

- Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg stod på tribunen som lille. Jeg har været sæsonkortholder i mange år og har set en masse OB-kampe. OB er min klub, og det giver selvfølgelig en lyst til at gøre noget ekstra. Det er klart, at det betyder noget ekstra at vinde, fordi det er for OB.

En tæt top seks-spurt

Det vil derfor også helt sikkert betyde ekstra meget, hvis vi fortsat er i top seks, når spillerunde 22 er overstået, og her mener Gribben fra Kerteminde, at det er vigtigt, at vi fokuserer på at skabe resultater selv, så vi ikke skal være afhængige af andre:

- Hele turneringen handler lige pludselig om to kampe, og vi er i et tæt ræs med mange klubber om en plads i top seks. Vi kan stadigvæk selv afgøre det, men det kræver, at vi skal vinde de næste to kampe, for at vi kan være sikre på, at vi bliver i top seks. Hjemmekampen på søndag mod Brøndby bliver en super vigtig kamp, som vi skal vinde, fastslår OC og fortsætter:

- Der er ikke noget værre end at skulle gå og håbe på, at andre taber eller vinder, det kan man aldrig være afhængig af. Også fordi der er så mange hold, der ligger tæt omkring os. Det ville klart være at foretrække, hvis vi kan gøre arbejdet selv.

Og for at vi kan gøre arbejdet selv, er der flere ting, som skal fungere på banen:

- Vi skal have gang i noget offensivt spil. Vi skal sørge for at lukke ned i bagrummet, fordi Brøndby har nogle hurtige spillere, der er gode til at løbe dybt. Og så skal vi selv få skabt noget overtal. Vi ved selv, at nogle gange kan det være lidt svært at spille med fem nede bagi. Man kan godt komme til at være lidt bagtung og stå dybt, men sådan er det ikke rigtigt for Brøndby, der mestrer den formation godt. Det er sådanne ting, vi skal se, om vi kan udnytte på søndag.

Det spændende opgør finder sted på Nature Energy Park på søndag d. 14. marts, og du kan se kampen på Canal 9 og Discovery+, høre den i LIGA på P3 eller følge vores egne opdateringer på LIVE-twitter.