_DSF3054 copy

14.04.2023 09:25

Jakob Breum, Gustav Grubbe og Aske Adelgaard har nu mere end 10 gange været i den stribede startopstilling, og som en del af Øens Hold-samarbejdet, er der nu en god sum penge på vej mod Jakob Breums barndomsklubber Ubberud IF og Næsby Boldklub.

Når en førsteholdsspiller med en fortid i en klub fra Øens Hold har spillet ti kampe fra start, belønnes moderklubben med en check. Aske Adelgaard, Gustav Grubbe og Jakob Breum har nu alle været i startopstillingen i mere end 10 kampe, og derfor takker vi for bidraget til udviklingen af førsteholdsspillerne, når vi søndag hylder Øens Hold-samarbejdet. 

Som en del af anerkendelsen får Ubberud IF nemlig 80.000 kroner, mens Næsby Boldklub kan se frem til 20.000 kroner, og det gør stort indtryk på vores unge kant, at han gennem sine præstationer kan sende 100.000 kroner afsted til sine to fynske barndomsklubber.  

- Det har en stor betydning, at Ubberud og Næsby er en del af Øens Hold-samarbejdet. Jeg kan tydeligt huske, da jeg selv stod på tribunen, og når vi fik besøg af OB-spillerne i klubben, så det er rigtig dejligt at kunne give noget tilbage, siger Jakob Breum   

Både Ubberud IF og Næsby Boldklub har været med til at danne Jakob Breum som menneske og fodboldspiller, hvor han i Ubberud IF trådte sine første skridt:   

- Ubberud betyder rigtig meget for mig. Der er dér, at jeg har gået i skole i 10 år og har en masse folkeskolekammerater derfra. Stort set hele min familie har også gået i skole i Ubberud - både mine forældre og bedsteforældre – så jeg kommer stadig meget på egnen, og Ubberud betyder naturligvis meget for mig, siger Jakob og fortsætter:  

- Næsby var det sidste skridt inden OB. Jeg var i klubben i næsten fire år, hvor jeg på de år blev udfordret på et højere niveau mod bedre modstandere. Klubben betød meget for mig og min fodboldmæssige udvikling, og flere af mine bedste venner stammer fra Næsby-tiden.  

I anledningen af søndagens kamp mod Silkeborg IF kl. 14.00 hylder vi vores Øens Hold-samarbejdet og de over 110 samarbejdsklubber, og Jakob forventer, at det fynske fodboldpublikum kan se frem et tempofyldt opgør:  

- Hver gang man møder Silkeborg IF, må man forvente, at de gerne vil spille med bolden. Vi skal sørge for at stresse dem så meget som muligt, så de ikke får for meget tid på bolden. Jeg regner og håber, at det bliver en spændende kamp med tempo præget af mange pasninger og højt pres, som forhåbentlig udmønter det sig i tre point.   

Inden kampstart på søndag kommer formændene fra Jakobs barndomsklubber på banen for at modtage de flotte beløb, ligesom formanden for Odense Boldklubs amatørafdeling Claus Eder takkes for udviklingen af Aske Adelgaard og Gustav Grubbe, når vi søndag hylder vores Øens Hold-samarbejde. 

Vil du være med til at hylde det fynske talentarbejde, kan du købe din billet til kampen mod Silkeborg IF her!