Sydblod

18.03.2022 09:19

Til mandagens kamp mod AaB var Sydblod kampsponsor, hvor de især gennem fan-appen var i kontakt med klubbens fans, og det har nu medført, at knap over 700 har meldt sig som bloddonor.

Til vores hjemmekamp mod AaB den 14. marts var det muligt at spotte Bloddonorerne i Odense på Nature Energy Park, og i ugerne forinden havde vi sammen sat fokus på den livstruende mangel på bloddonorer i fan-appen.

Til mandagens kamp oprettede vi en quiz om bloddonation, som gav quizdeltagerne mulighed for at melde sig som bloddonor, og i appen har 371 personer nu meldt sig, mens over 700 i alt tilmeldte sig gennem Bloddonorernes kampsponsorat.

- Vi har været glade for samarbejdet, hvor vi har fået rigtig mange tilkendegivelser. Vi hverver på mange måder, og vi har brugt hele vores pallette af muligheder for at få folk ind så hurtigt som muligt. Gennem vores initiativer på stadion, i appen og i loungen har vi fået et øget antal donorer, og mange har allerede fået deres tappetid. Det har været et frugtbart samarbejde, og det var samtidig første gang, vi gik uden om sydblod.dk, og det har gjort det nemmere at måle indsatsen, når vi ved præcis, hvor mange der er kommet gennem OB’s app, siger Elizabeth Hanmann fra Sydblod.

Sponsoraktiveringen er samtidig et rigtig godt eksempel for andre samarbejdspartnere, da det viser en digital måde at komme i kontakt med klubbens fans på, da 11.501 stribede fans allerede har hentet appen.

- Samarbejdet er et rigtig godt eksempel på en sponsor-aktivering, hvor fansene både blev klogere på bloddonation, mens de også tog stilling til, om de vil være bloddonor. Det giver et godt indblik af den positive effekt, som vores fan-app tilbyder virksomheder til at opnå en stor konvertering igennem app-aktivering af deres budskab, siger Claus Madsen, der er salgschef i OB.

Du kan læse mere om mulighederne for digitale sponsoraktivering på ob.dk/business.