Dødboldsscoringer sænkede Striberne
3F Superliga

Dødboldsscoringer sænkede Striberne

01 dec 2019
Søndag d. 1. december, 2019
AC Horsens AC Horsens ACH
2 - 1
OB OB OB

Striberne kom foran på en straffesparksscoring af Bashkim Kadrii, men to mål på to dødbolde af AC Horsens i anden halvleg sikrede hjemmeholdet sejren.

3F Superligaen, 18. runde
Søndag d. 1. december, kl. 14.00, CASA Arena Horsens
AC Horsens - OB 2-1 (0-1)
0-1 Bashkim Kadrii (str. 23.)
1-1 Marco Lund (selvmål, 61.)
2-1 Bjarke Jacobsen (65.)

Tilskuertal
: 1.690

Advarsler:
AC Horsens: Hallur Hansson (23.), Peter Nymann (82.)

OB: Marco Lund (59.)

Kampens forløb:

I 3F Superligaens 18. runde var Striberne draget til Østjylland, hvor AC Horsens ventede os på en kold decemberdag på CASA Arena Horsens.

Dagens startopstilling bød på flere ændringer i forhold til kampen mod FC Midtjylland. Alexander Juel var at finde i det centrale forsvar, mens Jens Jakob Thomasen erstattede Mads Frøkjær på den centrale midtbane. Derudover var der et glædeligt gensyn med Troels Kløve, der fik sin første startplads efter den skade, han pådrog sig tidligere i sæsonen.

Kampen startede med masser af tænding, hvor der blev produceret chancer i begge ender. Først igangsatte Janus Drachmann et godt angreb, hvor Issam Jebali var millimeter fra at spille Bashkim Kadrii fri. I den anden ende sendte Simon Okusun et farligt skud afsted mod Oliver Christensen i målet, men Alexander Juel Andersen kom i vejen for afslutningen.

Efter 22 minutter fremtvang vi et hjørnespark, og det skulle vise sig at være afgørende for opgørets første mål. Hjørnesparket endte ved bagerste stolpe ved Michael Lumb og Sander Svendsen, hvor førstnævnte rørte bolden med hånden i en duel om kuglen, og derfor dømte dommeren straffespark.

Straffesparket tog Bashkim Kadrii sig af, og han snød Matej Delac, der sprang til den forkerte side, og derfor kunne vores nr. 9 sende kuglen i netmaskerne. Det var angriberens tiende sæsonmål og den femte kamp i træk, han netter.

Selvom Striberne spillede på udebane mod Den Gule Fare, så var det ikke til at se på tribunerne. Der var ikke mange østjyske fans at spotte i hjemmeholdets stemningsafsnit, mens der var omkring 100 stribede fans, som havde taget turen til Horsens fra Fyn, og det var også til at høre på CASA Arena Horsens.

Føringsmålet gjorde, at AC Horsens kom længere frem på banen, men her blev det også tydeligt, hvorfor de er det hold, der har scoret færrest mål i 3F Superligaen. Hjemmeholdet havde svært ved at lirke en velorganiseret fynsk defensiv op.

Mod første halvlegs slutning blussede opgøret op igen. Først fik Bo Henriksen gult kort for brok, og et par minutter senere var Matej Delac tæt på at give Bashkim Kadrii en gratis chance efter lidt fumleri med bolden.

Striberne var virkelig tæt på at udbygge føringen kort før pausefløjt. Issam Jebali opsnappede en tværbold og lagde den af til Troels Kløve, der af to omgange var tæt på at tromle bolden i mål, men kuglen blev begge gange reddet i sidste sekund. Derfor var pausestillingen 1-0 til Striberne.

Anden halvleg startede kaotisk med en masse lange bolde, men østjyderne begyndte langsomt at æde sig ind i kampen. Først trak Louka Prip ind i banen og trykkede af, men over mål. Kort efter kom Nicolai Brock-Madsen igennem og skød på kassen, men OC var vågen og reddede bolden.

To hurtige dødboldsscoringer

Med en time spillet gjorde Den Gule Fare det onde ved OB. Efter et hjørnespark ramte bolden tilfældigt Marco Lund, der uheldigt skubbede bolden i eget net, og derfor var der pludselig balance i regnskabet.

Holdet fra Østjylland fortsatte med at trykke den stribede defensiv efter deres første scoring, og det gav pote med det samme. Et langt indkast fra Michael Lumb havnede i fødderne på Bjarke Jacobsen, der sparkede læderet i netmaskerne tæt på mål uden chance for Oliver Christensen i målet.

Føringsmålet til østjyderne betød, at vi begyndte at presse på og skabe chancer. Først havde Bashkim Kadrii et farligt skud uden for feltet, men Matej Delac tog sig af bolden. Minuttet efter var Sander Svendsen tæt på at komme først på et farligt indlæg, men igen manglede det sidste.

I jagten på det reducerende mål blev Mathias Greve og Anders K. Jacobsen skiftet ind, og de erstattede Troels Kløve og Sander Svendsen.

Hjemmeholdet trak sig længere tilbage på banen mod kampens slutning, og derfor var vi også meget på bolden. Issam Jebali var med til at skabe flere muligheder, men chancerne blev ikke rigtig farlige. Derfor endte kampen i det østjyske 2-1 til AC Horsens.

AC Horsens’ holdopstilling:
Matej Delac – Peter Nymann, Malte Killerich Hansen, Bjarke Jacobsen, Michael Lumb – Louka Prip, Hallur Hansson, Ayo Simon Okosun, Jonas Thorsen – Rune Frantsen (Peter Therkildsen, 79.), Nicolai Brock-Madsen (Jacob Linnet, 85.)

Bænken: Michael Lansing, Peter Therkildsen, Jacob Linnet, Erhan Masovic, Mikkel Qvist, Matthias Præst

OB’s holdopstilling:
Oliver Christensen – Oliver Lund, Alexander Juel Andersen, Marco Lund – Troels Kløve (Mathias Greve, 67.), Jens Jacob Thomasen (Mads Frøkjær, 62), Janus Drachmann, Jacob Barrett Laursen – Sander Svendsen (Anders K. Jacobsen, 75.), Bashkim Kadrii, Issam Jebali

Bænken
: Sayouba Mandé, Ryan Johnson Laursen, Mathias Greve, Daniel Obbekjær, Moses Opondo, Anders K. Jacobsen, Mads Frøkjær

Næste kamp:
Mandag d. 9. december, kl. 19.00, OB - AaB, Nature Energy Park

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik