_7220837

Tobias Mølgaard Sørensen — 17.08.2018 12:38

Janus Drachmann vil gøre alt for at nedlægge sin gamle ulveflok på søndag, når OB møder FC Midtjylland.

Det er nu en måned siden, at den 30-årige Janus Drachmann forlod den jyske hede til fordel for de fynske striber. Mange spillere vil normalt bruge længere tid på at omstille sig og falde til i en ny klub og spillertrup, men det har ikke været nogen vanskelig opgave for den rutinerede midtbanespiller. Han har allerede spillet fire fulde kampe, hvor han har fungeret som motor på midtbanen. Men det er ikke mærkeligt, at det er gået så let med at falde til, hvis man spørger Janus. 

- Det har været nemt og smertefrit at tilpasse sig spillertruppen. Jeg kendte i forvejen trænere, sportsdirektør og et par af spillerne, hvilket gjorde, at det gik meget let i starten. Nu har jeg lært de andre spillere i truppen at kende, og jeg ved nu, hvordan de gerne vil have bolden serveret. Det er en ivrig trup, der tager imod de råd, som jeg kommer med. Flere af de yngre spillere kommer også selv hen og spørger, hvis de er i tvivl. Det er rigtig positivt. 

Ligesom Junglebogens Mowgli har Janus Drachmann selv været en del af en ulveflok, men det vil ikke betyde noget, når søndagens kamp bliver sparket i gang. Han vil kæmpe for striberne og lade de personlige relationer blive udenfor græstæppet. 

- Jeg glæder mig selvfølgelig ekstra meget til søndagens kamp. Det er altid specielt at stå overfor sine tidligere holdkammerater, men det bliver ikke svært at skulle spille overfor dem. Jeg ser frem til at hilse på dem alle sammen inden kampen, men når fløjten lyder, så er det for OB – og kun for OB. Det betyder, at jeg vil gå ind i hver eneste nærkamp med energi og intensitet. 

OB’s nummer 8 nåede at spille 34 kampe for FC Midtjylland, og dermed kender han til de farlige våben, som midtjyderne tager med til Odense på søndag. Han mener ikke, at FC Midtjyllands midtugekamp i Europa League vil spille nogen rolle i kampen. OB-spillerne skal ikke forvente at møde et træt hold, men et sultent mandskab, der jagter sæsonens fjerde sejr. 

- Det bliver et spændende møde. Midtjylland er et hold med en masse power på standardsituationer, de har fart i deres omstillinger, og de er samtidig utrolig aggressive i deres pres. Deres kamp i Europa League kommer ikke til at få nogen betydning. De har en bred trup, hvor de spillere, vi skal stå overfor på søndag, er 100 procent kampklar. 

Det bliver sæsonens tredje hjemmebanekamp for Janus Drachmann, og han har allerede fået et godt indtryk af det stribede publikum. Nu håber han så på, at han sammen med holdkammeraterne kan give dem mange succesrige oplevelser, og det skal starte søndag aften. 

- Jeg er blevet meget positivt overrasket. Det har tidligere været svært at komme på besøg i Odense. Det er ikke nogen let udebane. Jeg kan mærke en optimisme fra fansene, og det er vigtigt at mærke som spiller. Vi vil gøre alt for at komme ordentlig i gang med sæsonen på søndag, og vi ved godt, at det ikke er en let modstander, men vi vil alle sammen kæmpe for at give fansene noget at fejre. Vi vil gerne have publikums begejstring, og det får vi ved at få nogen sejre og spille godt. De skal komme ud og vise deres opbakning, for det bliver en god kamp mellem to tændte hold. Jeg vil personligt gerne vinde en masse tacklinger og vise vores fans hårdt arbejde, og det vil være fantastisk, hvis jeg kunne score et mål. 

Kampen fløjtes i gang på søndag kl. 20:00 på Nature Energy Park, og du kan købe din billet her.