_DSC0724

26.02.2021 11:26

Janus Drachmann og resten af truppen går ind i et tæt kampprogram med fem kampe på to uger. Første opgave er Randers FC, hvor vi skal forsøge at starte perioden med tre point på hjemmebane.

I marts venter et tæt kampprogram, og dette kampprogram skydes i gang på søndag kl. 14.00, hvor vi får besøg af Randers FC, som er en af de direkte modstandere i kampen om top seks:

- Randers er et hold, der ved, hvad de vil, og som gør det godt. De har et spilkoncept, der passer dem godt, og de har været meget stabile de sidste par sæsoner. Det er et holdt med mange strenge at spille på – fart, kreativitet og fysik. Så det bliver en svær opgave, men vi glæder os til at indtage hjemmebanen og forhåbentligt få en sejr, siger Janus Drachmann.

Hvordan vi skal få den sejr, har kaptajnen også et bud på:

- Vi har nogle ting i vores spil, der kan gøre ondt på dem. Vi har både individualister, der kan noget på egen hånd og et samspil, som vi skal sørge for at lægge op på en højere hylde. Det er svært at skabe chancer, så vi skal bruge vores fysik og bruge dødboldene effektivt.

Kampen på søndag bliver den første i et tæt kampprogram, hvor slutspurten i grundspillet sættes ind:

- Det er jo det, vi godt kan lide. Vi elsker at spille kampe. Der er noget ekstra tænding i kampe, og det er det, der er det sjove. Især med de næste par kampe mod tætte modstandere, der kommer nu her. Det er hele vores sæson, der bliver defineret, hvor vi finder ud af, om det er sjovt, eller man skal ligge og kæmpe i nedrykningsspillet.

Det er også vigtigt, at man plejer kroppen godt, og der skal være fokus på at restituere godt i de korte pauser mellem kampene, mener kaptajnen:

- Det er ikke det sværeste at holde sig i form, når kampene kommer som perler på snor. Det kræver selvfølgelig en del af os i forhold til restitutionsdelen, og hvordan vi behandler vores egne kroppe. Man kan sige, at vi er hernede en god del tid, men det meste af tiden er vi trods alt i hjemlige omgivelser, så der er det meget op til en selv, afslutter Drachmann.

Kampen mod Randers FC spilles på februars sidste dag, d. 28., klokken 14.00. Det er på Nature Energy Park, og du kan se kampen på Eurosport 2, blive opdateret i Liga på P3, eller du kan følge med i vores egen dækning på vores live-Twitter, OdenseBK_LIVE.