Annonce
Annonce
Efter hård opvækst: Fodbolden har gjort Mandé lykkelig
Førsteholdet

Efter hård opvækst: Fodbolden har gjort Mandé lykkelig

14 nov 2020
Annonce

I to dele vil vi fortælle historien om vores ivorianske målmand, Sayouba Mandé. Det er en historie, der starter i en lille by i Elfenbenskysten, og der var mange bump på vejen.

Annonce

Sayouba Mandé voksede op i en lille landsby i Elfenbenskysten sammen med sin far, mor, lillebror og lillesøster. Det var et fattigt sted, men Mandé taler alligevel positivt om sin barndom, fordi han havde mange venner, der boede tæt omkring.

- Vi boede i et hus, hvor mine forældre lejede sig ind. Det var en form for kollektiv, hvor vi havde mange naboer, som også lejede sig ind i det samme hus. Min far havde sin egen elektronikforretning, og min mor serverede mad og juice.

Mandé blev hurtigt opslugt af fodbolden, og fra barnsben så han sig aldrig tilbage. Der skulle fodbold på bålet, som brændte bestandigt inde i ham.

- Jeg startede med at spille, da jeg var helt lille. Så længe, jeg kan huske, har jeg spillet fodbold. I starten spillede mig og mine venner på gaden, og det var kun for at have det sjovt. Vi var ligeglade med alt andet end fodbolden. Vi spillede, indtil det blev mørkt, og så spillede vi igen, når det blev lyst. Vi spiste nærmest ikke, fordi vi bare spillede fodbold hele dagen.

Mange husker nok at have efterlignet offensive spillere som Ronaldinho som lille, men for Mandé var der en anden helt.

- Jeg gebærdede mig egentlig som midtstopper til at starte med, men så skiftede jeg til målmand. Jeg fik chancen for at se Gianluigi Buffon spille. Jeg kan ikke huske, hvilken kamp det var, men jeg var helt solgt. Buffon var min største inspirationskilde. Jeg synes, at det var fedt at være målmand. Det føles, som om man flyver, når man redder boldene oppe i luften.

Forhindringer
Det hele var ikke en flyvefornemmelse. Uden for fodbolden var der en barsk virkelighed, som Mandé blev nødt til at se i øjnene.

- Jeg ville spille fodbold for alt i verden, da jeg var lille, men det ville min far ikke have. Mange gange når jeg tog til fodbold, prøvede jeg at skjule det for min far. Når jeg ikke fik det skjult, blev min far vred.

Men selvom hans far var hårdhændet, stoppede Mandé ikke med at forfølge sin drøm.

- Jeg ville jo bare spille fodbold. Men min far ville have, at jeg skulle fokusere på skolen, så jeg kunne arbejde. Han troede ikke, at jeg kunne få noget ud af fodbolden, og han mente, at det var spild af tid. Problemet var, at hvis du skulle i skole, havde du ikke tid til at spille fodbold og omvendt. Det er anderledes i Europa, hvor du sagtens kan få skemaet til at passe, som mange akademi-spillere for eksempel gør her i klubben. Sådan var det ikke for mig. Du skal prioritere én ting. Mange gange spillede jeg fodbold i stedet for at tage i skole. Jeg kom hjem og sagde til mine forældre, at jeg havde været i skole, men det havde jeg ikke. Det var ikke godt, når min far fandt ud af det. Men jeg ville jo bare spille fodbold.

 Når man møder Mandé i klubben, så har han altid et smil på læben eller en sjov kommentar, og det, mener han selv, er på grund af sin opvækst.

- Jeg er en meget positiv person. Jeg tror, det handler om, hvor jeg kommer fra, hvor man ikke får noget foræret. Mange, der vokser op i Europa, har næsten alt, de har brug for. Hvor jeg voksede op, fik man aldrig, det man ville. Man skal kæmpe for det, og måske kommer det, måske kommer det ikke. Jeg lærte så meget af det, da jeg var barn. Når jeg tænker tilbage på de ting, der skete i fortiden, så er det svært ikke at være glad. Mit mindset er altid positivt, og lige meget hvad er jeg positiv. Jeg smiler altid. Det er bare sådan, jeg er.

Mandés modgang blev brudt ned med hårdt arbejde og dedikation. Han husker specielt en turnering tilbage i Elfenbenskysten:

- Vi spillede en national turnering, hvor de samlede spillere op fra nær og fjern og dannede hold rundt omkring i hvert kollektiv. Jeg blev så målmand for mit kollektiv. Jeg var den bedste målmand i turneringen. Min far kom og så finalen, hvor han snakkede med en af de største kommentatorer i Elfenbenskysten. Jeg ved ikke, hvad de snakkede om, men min far var stolt og glad den dag.

En stor gestus fra sin far tænker Mandé også glædeligt tilbage på:

- På det tidspunkt spillede jeg i bare fødder, så jeg blev lykkelig, da min far kom med et par fodboldstøvler til mig. Og ærligt talt, hvordan kan man være andet end glad for at træne nu, når man kommer derfra? Det har dannet mig og skabt det her mindset om altid at smile og være glad for, hvor jeg er.

Fremad
Det blev også et vendepunkt for Sayouba Mandé, som begyndte at gå ”all-in” på fodbolden herefter.

- Efter turneringen blev jeg samlet op af Elfenbenskystens U15-landshold, hvor vi tog til Frankrig for at spille turnering. De kaldte det en slags mini-VM. Jeg endte med at være målmanden der, og da jeg kom hjem og fortalte min far om det, var han virkelig stolt. Så stoppede han mig ikke længere.

Lige meget om det hed landsholdet, eller det var fodbold på gaden, så var Mandé klar med sine målmandshandsker og støvlerne, han fik af sin far.

- En af mine venner havde sit eget ’gade-akademi’, og jeg sagde til ham, at hvis han havde brug for mig, kunne jeg være målmand. Jeg var klar på det hele. Jeg ville bare gerne spille fodbold. Derfra blev jeg scoutet, da jeg for alvor begyndte at spille fodbold. Jeg begyndte at spille i en større by, husker Mandé og fortæller videre:

- Det tager måske 15 minutter at køre ind til byen, derfra hvor jeg boede. Men når man skal gå, tager det en time. Jeg kom derhen og trænede med, og de var tilfredse, så jeg blev optaget der på deres akademi. Det var en sjov tid, men også en hård tid. Sommetider når jeg vågnede om morgenen, fik jeg ikke morgenmad. Så skulle jeg gå otte kilometer til træning alene. Efter træning skulle jeg gå hjem igen, og når jeg så kom hjem, var det ikke altid, der var mad. Så skulle jeg selv finde min mad.

All-in
Resten af Mandés tid i Elfenbenskysten brugte han på konstant at blive en bedre målmand.

- Jeg fortalte min far, at jeg var nødt til at stoppe med skolen, fordi jeg gerne ville fokusere fuldt ud på fodbolden. Det var han okay med. Der var godt nok et tidspunkt, hvor han ville have, at jeg startede i skole igen. Der måtte jeg fortælle ham, at det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg var allerede stoppet, og jeg ville ikke tilbage. Han blev overbevist og sagde til mig, at jeg måtte gøre, hvad jeg havde lyst til nu.

Og der var ingen tvivl om, hvad Mandé havde lyst til. Fodbold, fodbold, fodbold:

- Da jeg var all-in på fodbold, spillede jeg hele tiden. Jeg trænede med mit akademi, og jeg spillede også for holdet fra mit kollektiv. Hver gang folk manglede en målmand, spurgte de mig, og jeg sagde altid ja. Jeg tog rundt og spillede overalt. Jeg var ligeglad med alt andet, jeg skulle bare spille fodbold.

Mandé havde en hård opvækst. Derfor mener han også, at det er umuligt ikke at være glad nu:

- Jeg var igennem rigtig mange ting i min barndom, som giver mig den her inspiration til at altid at være positiv.  Hvis vi skal snakke om det hele, så bliver vi aldrig færdige. Når jeg tænker tilbage på, hvordan det var dengang, og hvordan det er nu, så kan jeg kun være glad. Hver gang jeg vågner nu, så ved jeg, at jeg skal til træning. Jeg ved, at jeg skal spise morgenmad. Hvordan kan man ikke være taknemmelig?

Her slutter første del af vores interview med Mandé Sayouba. I morgen kan du læse om Mandés landsholdseventyr og tiden i OB. 

Annonce