fansene gør noget ved os

02.12.2019 10:44

Vi går en uge i møde, hvor nostalgi og stribet fodboldhistorie er i højsædet, men samtidig venter der en uge, hvor der er fokus på 3F Superliga, KMD Cup og eSuperliga.

På fredag er det præcis 25 år siden, vi vandt 2-0 på Santiago Bernabeu og sendte Real Madrid ud af UEFA Cuppen. Det skal markeres, og det gør vi i samarbejde med Kick Off Sportspub samt vores hovedsponsor, Albani.

Derfor håber vi at se rigtig mange OB-fans til vores fælles storskærmsarrangement på Kick Off Sportspub i Overgade fredag aften. Kampen fra 1994 vises på skærmene fra klokken 20.30, men allerede klokken 19.30 er der quiz om Miraklet i Madrid, hvor du kan vinde legendetrøjen, som vi skal spille i, i kalenderårets to sidste 3F Superligakampe.

Ved dette års KMD Cup er Øens Hold en af deltagerne. Holdet består af spillere fra vores samarbejdsklubber, og tirsdag aften har de den første fælles træning sammen med deres cheftræner, Tonny Hermansen.

eSuperligaen er gået ind i den afgørende fase, og lørdag skal det afgøres, hvem der bliver mester i eSuperligaen. Vi er for første gang i eSuperligaens historie kvalificeret til Finals, som bliver spillet i Forum Horsens lørdag den 7. december. Vil du støtte ”Grøn” og ”Krøll” i jagten på trofæet, så kan du købe billetter her til eSuperliga Finals lige her.

Desværre har vi ingen kampe i 3F Superligaen i denne uge, men drengene har allerede påbegyndt forberedelserne til næste kamp, som er mandag den 9. december på Nature Energy Park. Det er årets sidste hjemmebanekamp, og vil du støtte Striberne i jagten på tre vigtige point, så kan du købe billetten til kampen her.