PA065869

15.01.2019 16:38

Jakob Michelsen var godt tilfreds med udbyttet af årets første træningskamp, hvor OB-spillerne foruden en sejr fik en masse luft i lungerne.

OB vandt tirsdag årets første træningskamp, da det blev til en sejr på 3-2 ude mod AGF, og cheftræner Jakob Michelsen mener, der skete, hvad man kan forvente af årets første træningskamp.

- Jeg synes på mange måder, at det var en typisk første træningskamp. Begge hold skiftede nærmest hele holdet i pausen, og det blæste en halv pelikan, så det var vel, hvad man kan kalde for en typisk første træningskamp i midten af januar. Det var rigtig dejligt at få alle spillere i kamp igen. Alle fik rørt sig, og efter deres indsats på banen fik de lov at lave ekstra løb på en af de andre baner på Fredensvang, så vi har fået en masse ud af denne tirsdag, fortæller Jakob Michelsen.

OB spillede en flot første halvleg, og de første 45 minutter resulterede da også i en stribet sejr på 2-0. AGF fik dog kæmpet sig tilbage i kampen på to sene scoringer, men til sidst scorede AK, og sikrede OB en sejr i årets første kamp. At OB var bedst i første halvleg, det er cheftræner Jakob Michelsen bestemt heller ikke uenig i.

- Spillemæssigt synes jeg, det så okay ud. Vinden spillede naturligvis en rolle, og der var mere flow i vores spil i første halvleg, end der var i vores præstation de sidste 45 minutter. Omvendt mener AGF sikkert, at de havde mere flow i deres præstation efter pausen, hvor de fik vinden i ryggen. Men det er ikke så vigtigt for mig. Første træningskamp handler om at få luft i lungerne og om at få rørt sig. De to ting lykkedes vi med, så det var rigtig dejligt – at det så i perioder også så fornuftigt ud på banen er bare ekstra glædeligt, fortæller Jakob Michelsen.

Michelsens tropper er tilbage på træningsbanen onsdag og torsdag, inden det fredag gælder en ny træningskamp, når Holstein Kiel fra 2. Bundesliga kommer forbi kunstgræsbanen i Ådalen klokken 13:00.