IMG_9102

28.02.2020 16:30

U19-drengene skal i weekenden nordpå, når AaB venter i forårets anden kamp, og netop den kamp har vi taget en snak med cheftræner Kim Engstrøm om.

U19-drengene fik i sidste weekend en perfekt start på forårssæsonen, da det hjemme i Ådalen blev til en sejr på hele 4-0 over forfølgerne fra Vejle Boldklub. Lørdag gælder det så forårets første udebanekamp, og man må sige, at det er udebane med stort U. Drengene skal nemlig en tur til Aalborg, hvor AaB venter – og det forventer cheftræner Kim Engstrøm bliver vanskeligt.

- Ser man på tabellen, så burde vi være favoritter, men jeg er helt sikker på, at der venter os en meget vanskelig udebanekamp. AaB i Aalborg er altid vanskeligt, og traditionelt er det et hold, vi har udfordringer med. Vi mødte dem i sæsonens anden kamp, hvor vi vandt 4-0 hjemme i Ådalen. I den kamp var vi effektive fra start, så vi fik bragt os i en fordelagtig position, som vi kunne skabe kampen ud fra. Men AaB har et stærkt hold med nogle gode navne, og de kommer helt sikkert til at volde os problemer, siger Kim Engstrøm.

I sidste sæson var det kun på grund af dårligere målscore, at nordjyderne ikke vandt U19-Ligaen, og året inden blev det også til sølvmedaljer. Dermed venter der en modstander, der traditionelt set er gode i U19-regi, og siden sidste weekends kamp mod Vejle har der fra Stribernes side været fokus på at blive endnu dygtigere.

- Tiden siden Vejle-kampen er blevet brugt på at finpudse vores eget spil. Vi var tilfredse med store dele af kampen mod Vejle, men der er samtidig en masse ting, der kan lægges på den præstation. Vi har en god defensiv base, som igen spillede til nul, men særligt i vores spil med bolden kan vi forbedre os i forhold til Vejle-kampen, og det er det, vi har haft vores fokus på, fortæller Engstrøm, inden han sætter lidt ord på, hvorfor han tror på en ny sejr til OB U19.

- Vi er inde i en god periode, og vi fik en god start på foråret. Vi ved, at vi er gode, og at vi er piskede til at blive ved med at vinde. FC Nordsjælland er stadig kun seks point efter os, og de skal holdes på afstand. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at vinde, for ellers er de pludselig oppe på siden af os.

OB’s U19-drenge møder AaB på nordjydernes anlæg, og der er kampstart lørdag klokken 13.00.