DSC03781 kopier

01.05.2022 14:42

På den første dag i maj snuppede vi endnu en sejr over AGF i en kamp, hvor Jakob Breum blev matchvinder med en tidlig scoring i kampen.

3F Superligaen, 28. runde
Søndag d. 1. maj, kl. 14.00 Nature Energy Park
OB – AGF (1-0)
1-0 Jakob Breum (6.)

Tilskuertal: 9566

Dommer: Jens Maae

Kampens forløb:
Nøjagtig som i Superligaens 27. runde skulle vi i den 28. runde møde AGF – denne gang under mere hjemlige himmelstrøg på Nature Energy Park. Her var der godt fyldt op på lægterne med stribede fans, hvor en del allerede havde fået købt og iklædt sig den spritnye hjemmebanetrøje. Et smukt syn!

Allerede efter fem minutter kunne stadion eksplodere i glædesrus, da vi kom foran 1-0. Frøkjær fik tilkæmpet sig en bold på AGF’s banehalvdel, og derefter sendte han bolden videre til Breum. Sidstnævnte kørte så en hurtig en-to med Issam Jebali, der sendte Breum i dybden. Breum modtog bolden, trak ind i feltet og bankede den ind med højreskøjten.

Efter et kvarters tid, kunne man konstatere, at striberne for alvor var kommet for at spille bold. Der havde været et væld af chancer, hvor særligt Mads Frøkjær var tæt på. På kanten af feltet sendte han en kvalificeret slutning mod målet, men den blev desværre afvist af overliggeren.

Perioden der fulgte efter, var også præget af et super velspillende OB-hold, som kom til flere chancer, uden dog at kunne kapitalisere på overtaget. AGF formåede i mellemtiden kun at blive sporadisk farlige.

En AGF-chance der kunne være blevet farlig, bestod i at Dawid Kurminowski blev sendt i dybden og endte i duel med Mihajlo Ivancevic. Begge parter gik til den, men Ivancevic endte med at vinde duellen – for i et sidste forsøg på at cleare bolden, dykkede Mihajlo med hovedet først og fik bolden prikket ud til hjørne. Stærkt arbejde af vores serbiske midtstopper, der dog måtte tilses af lægen, da han blødte fra munden ovenpå duellen. Han var dog okay.

Mod slutningen af første halvleg kom AGF bedre med i kampen og fik testet Bernat, der dog fik afvist de aarhusianske tilnærmelser. Der blev dog ultimativt ikke ændret ved resultatet, hvorfor vi gik til pause med en fortjent føring på 1-0.

Starten af 2. halvleg var præget af et AGF-hold, som havde meldt sig mere ind i kampen, og kom til flere fine chancer – særligt på omstillinger. Det forhindrede dog ikke os i også at jagte 2-0 føringen, og vi kom til flere gode chancer på godt opspil, hvor den sidste skarphed dog manglede.

Efter 70 minutters spil kom vi til en stor chance på en omstilling. Jakob Breum drev bolden frem, og sendte Frøkjær i dybden på en fri chance. En fodparade fra Jesper Hansen, på en ellers fin afslutning fra Frøkjær, afholdt os deværre fra at komme på 2-0.

De sidste 20 minutter af den ordinære spilletid sad OB tungt på, hvor blandt andet Sander Svendsen og Jens Jakob Thomasen var tæt på at banke bolden i kassen. Det var først i tillægstiden, at AGF for alvor lykkedes med at sætte sig på kampen og sætte det sidste pres ind. De var da også tæt på en reducering via et indlæg, men Mustapha Bundus hovedstød sneg sig forbi fjerneste stolpe.

OB tog dermed endnu en sejr over AGF i en særdeles underholdende kamp, hvor striberne over en bred kam spillede god fodbold, kom til mange chancer og tillod meget lidt i egen ende.

OB:
Hans Christian Bernat – Nicholas Mickelson, Kasper Larsen, Mihajlo Ivančević Joel King – Troels Kløve (Jens Jakob Thomasen 45.), Jeppe Tverskov, Emmanuel Sabbi (Bashkim Kadrii 73.), Mads Frøkjær (Sander Svendsen 73.), Jakob Breum (Max Fenger 73.) – Issam Jebali (Jørgen Skjelvik 91.)
Bænken: Sayouba Mandé, Jens Jakob Thomasen, Bashkim Kadrii, Sander Svendesen, Max Fenger, Robin Østrøm, Jørgen Skjelvik

AGF:
Jesper Hansen – Thomas Kristensen, Oliver Lund (Sebastian Hausner 87.), Yann Bisseck (Frederik Tingager 66.), Alexander Munksgaard – Jon Dagur Thorsteinsson (Mustapha Bundu 66.), Jack Wilshire (Nicolaj Poulsen 82.), Mikael Anderson, Gift Links, Albert Grønbæk – Dawid Kurminowski (Patrick Mortensen 66.)
Bænken
: Daniel Andersen, Sebastian Hausner, Patrick Mortensen, Mustapha Bundu, Frederik Tingager, Nicolaj Poulsen, Anthony D’Alberto

Næste kamp: Torsdag d. 5. maj kl. 18.00, OB – SønderjyskE, Nature Energy Park