_DSC9973

07.05.2021 22:01

Vi kan godt lide fredagskampe på Fyn, og sådan en var der, da vi mødte AaB på hjemmebane. Det endte med en sejr efter Bashkim Kadrii scorede kampens enlige mål.

3F Superligaen, 29. runde
Fredag d. 7. maj kl. 19.00, Nature Energy Park
OB – AaB 1-0 (1-0)
1-0 Bashkim Kadrii (45.)

Gule kort:
OB: Max Fenger (44.), Sayouba Mandé (96.)

AaB: Daniel Granli (89.)

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuertal: 4.083

Kampens forløb:
Der var fredag, det var fodbold, og det var et næsten udsolgt stadion. Det emmede af fodboldfest på Nature Energy Park i Odense, og de 4.083 fremmødte tilskuere fik underholdning for alle pengene fra første fløjt.

Striberne var aggressive i presset, fremadrettede i alle aktioner, og gæsterne fra AaB lurede på omstillinger. Selvom vi var kommet bedst i gang med kampen, så var det gæsterne fra Aalborg, der første gang var tæt på at få nettet til at blafre. Lucas Andersen kom pludselig alene igennem inde i feltet, og lige i det han skulle til at sparke, kom Robin Østrøm i vejen med en fantastisk tackling.

Tre minutter senere var vi for første gang i løbet af første halvleg ved at bringe os foran 1-0. Et fantastisk hjørnespark fra Jørgen Skjelvik suste forbi det forreste område. Ved fjerneste stolpe gled Ayo Simon Okosun ind i bolden, men Daniel Granli fra AaB reddede bolden helt inde på mållinjen.

Bashkim Kadrii har været brølstærk på det seneste, og efter et kvarters spil var han tæt på igen at få nettet til at blafre. Han blev sendt afsted i dybden, og med indersiden forsøgte han at sparke den over AaB-keeperen, der var på mellemhånd. Bashkim fik desværre ikke ordentligt træf på bolden, og det endte med et målspark.

Bare en håndfuld minutter senere fik vi næste højdepunkt. Kristoffer Pallesen forsøgte at bytte trøje med Jebali inde i feltet. De fleste af de fremmødte tilskuere forventede et straffespark. Kampens dommer tog sig til øret for at høre, hvordan VAR-vognen oplevede situationen, men det endte med nej fra kampens dommer.

Der var fuld fart på i kampen, og næste chance tilfaldt gæsterne. Et skarpt indlæg fra Frederik Børsting landede lige for fødderne af Lucas Andersen. AaB-anføreren afsluttede på sin førsteberøring, men Sayouba Mandé var på plads med en stærk redning.

Spillet blev hurtigt vendt om, og i den anden ende af banen var Jeppe Tverskov efter et af mange fantastiske hjørnespark fra Jørgen Skjelvik lige ved at stange os på sejrskurs. Et højlydt og fælles ”NUJ” fra alle fire tribuner blev efterfulgt af to nye i det næste minut, da to flade indlæg lige efter hinanden suste gennem feltet. Begge gange var det ganske få millimeter fra, at en OB’er fik sat foden på det hårde, flade indlæg.

Vi kom tættere og tættere på, og i det 36 minut kunne vi ikke komme tættere på, uden bolden gik i kassen. Skjelvik kom susende frem langs kanten, og han sendte et fladt indlæg ind til Bashkim Kadrii, der måtte se sit forsøg prelle af på stolpen.

Det lignende mere og mere en halvleg uden scoringer, men i overtiden af første halvleg fik vi endelig den både forløsende og fortjente scoring. Bolden blev sendt op på en brølstærk Ayo Simon Okosun, der forlængede den til Bashkim Kadrii. Bashkim Kadrii kom alene igennem, og med den største selvfølgelighed sparkede han bolden i kassen, så Richard Møller Nielsen Tribunen kunne bryde ud i jubel efter en fantastisk flot fynsk første halvleg.

Anden halvleg:
Anden halvleg startede med masser af spænding, hvor en bold ender på armen af Magnus Christensen, men kampens dommer og VAR vurderede begge, at det ikke var nok til straffe, og det blev derfor ikke dømt.

Efter 59 minutter fik Kasper Kusk tæmmet sig til en stor chance, da han modtog et indlæg fra Kristoffer Pallesen og pillede den ned, tog et træk og fyrede af. Han skød ved siden af tæt forbi stolpen.

Ti minutter senere var det os, der var tæt på. Jørgen Skjelvik fyrede et hjørnespark ind i hovedet på Jeppe Tverskov, som sendte den lige over overliggeren, hvor den ellers var tæt på at gå i mål.

Og igen ti minutter senere, er det så AaBs tur til at få en chance. Martin Samuelsen flugtede den mod kassen, men den havde kurs lige mod Sayouba Mandés favn, og der landede den også.  

Generelt for anden halvleg var, at AaB var mest på bolden, men de blev aldrig rigtigt farlige før til allersidst, hvor Tim Prica modtog bolden inde i feltet. Han vendte flot og sparkede den endnu flottere i det lange hjørne.

AaB jublede, og vi ærgrede os, men det var det omvendte efter to minutter. Efter et VAR-tjek kunne dommeren underkende scoringen, så vi atter var foran.

Vores føring holdte ved til slutfløjtet, og vi holder dermed stimen om, at vi vinder, når der er flere end 300 stribede fans på lægterne.

OB:
Sayouba Mandé – Robin Østrøm, Jeppe Tverskov, Oliver Lund, Jørgen Skjelvik – Jens Jakob Thomasen, Aron Thrandarson (Emmanuel Sabbi, 76.), Ayo Simon Okosun, Issam Jebali (Moses Opondo 82.) – Bashkim Kadrii (Tarik Ibrahimagic 82.), Max Fenger (Mikkel Hyllegaard, 67.)
Bænken: Hans Christian Bernat, Emmanuel Sabbi, Sveinn Aron Gudjohnsen, Tarik Ibrahimagic, Moses Opondo, Mikkel Hyllegaard, Christian Vestergaard

AaB:
Jacob Rinne - Rasmus Thelander, Daniel Granli, Frederik Børsting (Martin Samuelsen 75.) - Kristoffer Pallesen, Iver Fossum, Magnus Christensen (Oscar Hiljemark 81.), Marcus Hannesbo - Kasper Kusk, Tom van Weert (Tim Prica, 66.), Lucas Andersen (Rufo, 66.)
Bænken: Andreas Hansen, Oscar Hiljemark, Tim Prica, Malthe Højholt, Martin Samuelsen, Rufo, Casper Gedsted Hansen

Næste kamp: Fredag d. 14. maj kl. 19.00, Vejle Boldklub – OB, Vejle Stadion