_DSC6972

30.04.2021 15:20

I seneste runde blev det til et clean sheet og en plads på Rundens Hold for Sayouba Mandé, men for ham er det vigtigt at understrege, at når der spilles til nul, så er det hele holdets fortjeneste.

For tiden er Oliver Christensen ukampdygtig med en skade, og derfor har Sayouba Mandé på det seneste fået chancen i målet. Det har gjort aldeles glimrende – blandt andet med to straffesparksredninger på udebane mod AaB, og senest med et clean sheet mod Lyngby. Samlet har Mandé spillet ti førsteholdskampe for os, hvor det er blevet til clean sheet i halvdelen af dem – og han sætter stor pris på at få nogle kampe i benene for tiden.

- Det er dejligt at spille. Det er noget, jeg har trænet hårdt for i lang tid, og derfor også noget, som jeg har set frem til. Det er min chance for at bevise, hvad jeg kan, og selvom det er på en rigtig ærgerlig baggrund, fordi Oliver blev skadet, så betyder det meget for mig at spille. Det vigtigste for mig et at hjælpe holdet, og det er jeg rigtig glad for, at jeg har kunnet gøre i kampene på det seneste, siger Sayouba Mandé, som har fem A-landskampe for Elfenbenskystens landshold.

Det er ikke kun, når Sayouba Mandé er blandt de 11 startende spillere, han gør alt, hvad han kan for at hjælpe holdet. Uanset om en kamp er gået godt eller skidt, så har Sayouba Mandé altid været inde hos ”OC” som den første holdkammerat, så snart kampen blev fløjtet af – og det samme gjorde sig gældende, da Hans Christian Bernat stod første halvleg mod AC Horsens. Det vidner om et stærkt sammenhold i målmandsteamet, og det kan Sayouba Mandé i den grad også bekræfte.

- Vi har et positivt mindset hver dag i vores lille målmandsteam. Både i forhold til os selv, men især omkring hinanden. Vi målmænd er anderledes end markspillere, for vi er en lille gruppe, hvor der kun er én, der spiller, og der skiftes sjældent på positionen. Ham, der spiller, skal have fuld støtte fra de andre målmænd, så vi kan præstere så godt som muligt. Det hele handler om holdet og kampen i weekenden, så vi støtter hinanden, lige meget hvem der spiller, fortæller Mandé, som efter seneste runde var med på Rundens Hold hos Superliga.dk.

- Det er selvfølgelig dejligt, og det gør mig glad. Men det er ikke kun min fortjeneste, og jeg kan ikke gøre det selv. Fodbold er en holdsport, og for en målmand er det fantastisk at spille til nul, men det kan ikke lade sig gøre alene. Så det er hele holdets fortjeneste, at vi lavede et clean sheet senest, og jeg er rigtig glad for det, siger vores ivorianske målmand.

Næste gang, Sayouba Mandé kan komme i aktion, er søndag eftermiddag, når vi klokken 14.00 møder SønderjyskE på udebane. Det er vores fjerde opgør mod sønderjyderne i denne sæson, og efter de tre første alle er endt 1-1, så tror han på, at vi løber med alle tre point denne gang.

- Det er to hold, der kender hinanden godt, og vi har spillet nogle tætte kampe mod hinanden. Min følelse inden kampen er, at det bliver en god kamp og en god oplevelse for os. Vi har en stor tro på os selv, og vi er hele tiden fuldt fokuserede på, at vi skal vinde den næste kamp, og det tror jeg på vil hjælpe os på søndag, siger Sayouba Mandé.

Kampen mellem OB og SønderjyskE spilles søndag klokken 14.00 på Sydbank Park i Haderslev. Der er desværre ikke adgang for udebanefans til kampene i 3F Superligaen med den nuværende Superliga-ordning. Derfor må du være klar foran fjernsynsskærmen, og her skal du tænde for Eurosport 2, hvorfra de starter optakten klokken 13.00.

Næste gang du kan se fodbold på stadion er fredag den 7. maj, når vi hjemme på Nature Energy Park får besøg af AaB. Den kamp kan du købe billet til her.