DSC05437

27.07.2021 13:08

På søndag er der igen fyldte tribuner, når vi tager imod F.C. København, og det markerer den fynske fanscene med fanmarch fra Munke Mose til Nature Energy Park inden kampen.

Søndag den 1. august kl. 18.00 spiller vi sæsonens første hjemmebanekamp, når F. C. København kommer på besøg, og der er derfor rigtig mange, som vil være med på tribunen, når vi alle vender tilbage på Nature Energy Park.

- Tag dine stribede venner, familie eller nabo med under armen til en kort prematch inden vi i fælles flok går mod stadion. Klubben har rødder i og omkring Munke Mose, og derudover er der masser af plads - for vi forventer uden tvivl en sulten, odenseansk fanscene, som hungrer efter prematch, fanmarch og fodbold, skriver Blok B i begivenheden, som du kan tilmelde dig her.

Selvom kampen først starter kl. 18.00, dyrkes fællesskabet allerede fra kl. 14.30, hvor stribede fans opfordres til at mødes i Munke Mose. Kl. 15.25 stiller alle sig klar ved broovergangen til Filosofgangen, og fem minutter efter er der fanmarch mod Nature Energy Park.

OB – F.C. København spilles søndag den 1. august kl. 18.00, og du sikrer dig billet til opgøret her.