OBdk

08.06.2020 11:24

Masser af stribede fans bakkede op om vores virtuelle billetter i samarbejde med Audi Odense, og det giver nu hele 40.000, - kr. til fanaktiviteter.

I går spillede vi vores første hjemmekamp siden 3F Superligaens genåbning, og det var med stor stribet støtte. Et kæmpe banner med stribede fans prydede Richard Møller Nielsen Tribunen, mens mange hundrede fans havde købt en virtuel billet til kampen, og på den måde sikret støtte til fanmiljøet fra Audi Odense.

Den flotte opbakning betød, at Audi Odense nu donerer over 40.000, - kr. som fordeles ligeligt mellem TIFO Odense, De Stribede og stemningspuljen, som Fanpanelet råder over. Det giver gode muligheder for liv og glade dage på tribunerne, når vi igen kan spille med tilskuere på Nature Energy Park.

- Vi er glade og overvældede over den fantastiske opbakning, som OB's fans har vist ved at bakke op om initiativet, og vi glæder os nu til at sende pengene tilbage til fansene. Det her initiativ understreger fællesskabet i klubben, og vi er superglade og stolte over samarbejdet, der gør, at fanmiljøet kan stå endnu stærkere, når vi igen kan komme til bold på stadion, siger salgschef hos Audi Odense, Anders Styrup.

OB er endt i pulje med Lyngby, SønderjyskE og Silkeborg IF i jagten på en plads i Europa. Kampprogrammet offentliggøres snart.