I er garanteret stødt på titlen eller den belejlige engelske forkortelse SLO (som står for det knapt så mundrette ”Supporter Liaison Officer”).

Mange af jer har sikkert også hørt, at SLO’en er et bindeled mellem klub og fans, men hvordan det foregår i praksis, fortaber sig nok i tågerne for de fleste. Jeg har fået spørgsmålet ved en par lejligheder, men jeg har savnet tiden og rammerne til at folde svaret ordentlig ud.

Det vil jeg her forsøge at råde bod på, for tid er der desværre mere end rigeligt af, mens fodbolden ligger stille på ubekendt tid.

I Danmark implementerede DBU SLO-rollen i 2012 for at sikre en god dialog mellem klubberne og deres fans. I de fleste klubber er rollen stadig under udvikling, og jobbeskrivelsen består af mange facetter. SLO’en er blandt andet facilitator, fredsmægler, et led i sikkerheden på kampdage samt en del af den kommercielle forretning, og det er forskelligt fra klub til klub, hvordan man vægter funktionerne.

I denne blog håber jeg at gøre jer klogere på, hvad jeg bruger min tid på som SLO i OB.

Kontormus til hverdag, aktiv fan i weekenden

I hverdagene er jeg tilknyttet Jack Jørgensen kommercielle afdeling, mens jeg på kampdage står på lægterne sammen med fansene. Jeg ved derfor, hvad der foregår på såvel kontor som tribune og har indflydelse begge steder. Ideen er, at jeg på den måde skal hjælpe med at skabe en sammenhæng mellem klubbens og fansenes aktiviteter.  

Der skal dog ikke lægges skjul på, at der grundlæggende er tale om to forskellige verdener. Sådan skal det også være, for tilhængere repræsenterer et andet perspektiv på OB end klubbens ansatte. De er knyttede til klubben i bredeste forstand, ikke kun den professionelle administration, og de skal have lov til at være kritiske, følelsesladede og principfaste. Ofte vil min opgave derfor være at skabe dialog og sørge for, at parterne kender og forstår hinandens synspunkter, så vi undgår at modarbejde og spænde ben for hinanden.

Jeg er altså en integreret del af afdelingens dagligdag, hvor jeg deltager i de fleste interne møder. Derudover organiserer jeg i høj grad selv mine arbejdsdage, som består af diverse ad hoc-opgaver, suppleret med mere langsigtet, strategisk arbejde.

En del rutineopgaver knytter sig til kampafvikling: Jeg udveksler oplysninger med de andre klubbers SLO’er, forsyner modstanderholdets fans med den nødvendige information og er med til at evaluere forholdene i udebaneafsnittet.

På samme måde er jeg vores egne fans’ kontaktperson i klubben. Den primære dialog foregår med repræsentanter fra de organiserede fanmiljøer, De Stribede og Ultras Odense, som jeg har et tæt samarbejde med, og som supplement holder jeg et månedligt møde med fanpanelet, hvor et bredt udsnit af fanscenens aktører er repræsenteret.

Herfra bringer jeg ideer og input videre til de relevante folk, og ofte vil det være mit ansvar at agere fødselshjælper for tiltag, der er spændt ud mellem klubben og fanmiljøerne.

Kampdagene tilbringer jeg primært i selskab med fansene. Jeg er på lægterne både hjemme og ude, og til udekampene kører med De Stribedes fanbus. Her fungerer jeg som kontaktperson for sikkerhedschefer, vagter og i nogle tilfælde politiet, og det er mit ansvar at facilitere dialogen mellem dem og fangrupperne for at undgå sammenstød og konflikter.

Derudover har jeg frihed til at være en del af livet på lægterne, for kampdagene handler også om at bevare min tilknytning til tribunen og tage temperaturen i fanmiljøerne. Det er ofte gennem de uformelle samtaler i bussen og på betonen, jeg fornemmer, hvad der rører sig.

Mellem meninger

I mit arbejdsliv må jeg ofte forholde mig til det evigt tilbagevendende spørgsmål: Skal jeg som SLO betragtes som fan eller medarbejder i klubben?  Det kort svar er ”både/og”, for jeg står med et ben i hver lejr, og jeg siger ”vi”, uanset om jeg refererer til mine medfans eller mine kolleger. Jeg er rekrutteret som tilhænger og skal pr. definition være fansenes mand, men samtidig er jeg en del af en arbejdsplads og et team, som med god ret forventer en vis kollegial loyalitet. Heri ligger der et dilemma, for hvor står jeg, når de uundgåelige interessekonflikter opstår?  

Som udgangspunkt arbejder jeg ud fra følgende tommelfingerregel: Når jeg taler med fans, møder jeg dem som repræsentant for klubben, mens jeg internt taler fansenes sag og forsøger at repræsentere de mange stemmer så præcist som muligt. I begge sammenhænge bestræber jeg mig på at være neutral og saglig.

Det fungerer glimrende som vejledende princip, men som i så mange andre sammenhænge viser virkeligheden sig ofte mere bøvlet og genstridig.

Uden en vis fornemmelse for mekanismerne i en kommerciel organisation risikerer jeg at lyde for skinger og ensidig til at få reel indflydelse. Til tider er det derfor påkrævet, at jeg lægger bånd på min indre idealist og viser mig fra min mere løsningsorienterede side.  

Endnu vigtigere er det, at jeg ikke kommer for langt væk fra det fanmiljø, jeg er rundet af, og ender med at lyde som en hvilken som helst anden repræsentant for klubben. Fansene må aldrig være i tvivl om, at de kan tale fortroligt og frit med mig, for mister jeg deres tillid og respekt, er jeg reelt diskvalificeret som SLO.

Med andre ord balancerer jeg på en tynd line, og risikoen for at tippe til en af siderne lurer altid. Til tider er tilværelsen som SLO et ensomt limbo mellem to verdener, hvor førnævnte ”både/og” snarere føles som et ”hverken/eller”.

Forhold til forhandling

Paradokserne kan og skal ikke bekæmpes, for de er indbyggede vilkår, som jeg hele tiden må finde nye løsninger på. Der findes ingen fiks og færdig model, men jeg når et godt stykke ad vejen ved at bevare følingen alle steder og holde mig lydhør for kritik.

Forholdet mellem klub og fans er altid til forhandling, og jeg forsøger hele tiden at fintune min fornemmelse for, hvornår jeg skal skubbe lidt til verdensbilledet i den ene lejr, og hvornår jeg må nøjes med at agere neutral mægler mellem parterne.

Som så mange andre er jeg i disse dage sat ud af spillet på grund af Coronakrisen. Det er frustrerende af åbenlyse årsager, men især fordi vi havde gang i nogle rigtig lovende ting i fanarbejdet.

Jeg krydser fingre for, at vi kan genoptage, hvor vi slap, og fortsætte med at puffe til grænserne for, hvad fans kan få indflydelse på i klubben, og hvor tæt samarbejdet kan være.

Morten Friis Nielsen
Fankoordinator