MicrosoftTeams-image (3)

09.03.2023 15:48

Bjørn Paulsen trænede fuldt ud med til dagens træning, og han ser meget frem til morgendagens kamp, hvor han forventer en intens og ligebyrdig affære.

Solen skinnede til torsdagens træning i Ådalen, hvor Bjørn Paulsen trænede fuldt ud med. Starten af forårssæsonen blev forpurret af en mindre skade, der har holdt ham ude af årets første tre kampe. Bjørn har gået som en løve i et bur og ventet på at blive klar, og i dag trænede han fuldt ud med:  

- Jeg træner med og har det fint. Jeg havde lidt problemer, efter vi kom hjem fra Thailand med akillessenen, og det har virkelig irriteret mig, at jeg ikke har kunne træne ordentligt. Det er jo frustrerende, for hovedet fejler intet. Det er en af de hårde ting i fodbold, når man ikke er med. Men sådan er det, og skader er en del af det, siger Bjørn Paulsen, der havde det svært med at være på sidelinjen i Parken: 

- Det var helt forfærdeligt, og så er det endnu hårdere at sidde ude på sidelinjen. Det var svært at være i. Så jeg har kæmpet alt, hvad jeg kunne, for at komme tilbage.  

Nederlaget i Parken var et hårdt slag for alle i klubben, hvor ugen er blevet brugt på at komme sig igen og få bearbejdet kampen: 

- Vi har set video og snakket individuelt og kollektivt om, at det ikke var godt nok. Det er noget, der kommer til at sidde i OB-logoet i et stykke tid, og det eneste, vi kan gøre, er at vaske det væk fredag. Nu gælder det tre point og en ny kamp, hvor vi kan komme videre, siger Bjørn. 

Opbakningen til drengene har været overvældende og usædvanlig stærk ovenpå kampen i søndags. Det er også noget, at spillertruppen særligt har kunne mærke, og Bjørn understreger, hvor vigtig fansene har været for at komme videre: 

- Fansenes opbakning er ufatteligt vigtig. Det gør, at man kommer hurtigere videre. Fansene ved også godt, at kampen i morgen er endnu vigtigere, da AaB er en direkte konkurrent, hvis vi ikke kommer i top 6. 

Vi skal hjælpe og stole på hinanden

Bjørn forventer, at braget i morgen bliver en sand kogepladekamp, hvor begge mandskaber har meget at kæmpe for: 

- Jeg tror, at det bliver en krig. AaB er jo et hold, der også kan mærke Lyngby nu her og stadig har et hul op til os. Hvis de skal overleve, skal de have point på kontoen hurtigst muligt, så de kommer med alt, hvad de kan. Vi kæmper stadig for top 6, så længe der stadig er et håb, så det bliver en god og intensiv kamp med forhåbentlig tre point til os, siger Bjørn og afslutter: 

- Alle sammen skal gøre deres job 100 %, hvor vi skal hjælpe og stole på hinanden. Kampen i morgen er utrolig vigtig for begge klubber, hvor det ikke er det individuelle, der bliver afgørende, men derimod kollektivet.    

Du kan stadig nå at købe billet til kampen i morgen klokken 19.00 mod AaB og bakke striberne op, og du kan købe billet her.