Hverdagen er ikke som den plejer for os alle, og det mærker man også hos Ulrik Moseby, som i dag kan fejre sin 56 års fødselsdag.

- Ja, vi får nok få gæster, og dem, der kommer, skal stå 10 meter fra os ude i haven. Kaffekopperne bliver sprittet af, og så kan vi ellers mødes i nogle minutter, inden de skal af sted igen. Sådan er vilkårene lige nu, og man skal huske at overholde alle råd fra myndighederne, siger han med fast stemme over telefonen.

Vi har givet ham et kald i denne tid, hvor der er tid og plads til at høre, hvordan det går med vores gamle legender, og her kommer vi tilbage til slutningen af 70´erne, hvor en ung Ulrik Moseby spillede i Sanderum.

- Der var ikke spillere nok til et hold i andenårsjunior, så min far sagde, at jeg skulle cykle ned til OB i Ådalen. Her spillede jeg som førsteårsjunior, og så rykkede jeg op som yngling året efter. Træner på både første- og andetholdet var Richard Møller Nielsen, og han ville gerne have, at jeg også trænede med førsteholdet, fortæller Ulrik Moseby.

Richard Møller Nielsen som mentor

Som sagt så gjort, og det betød, at den unge Moseby trænede fra kl. 17-18.30 med ynglingene, inden den stod på træning med de store på førsteholdet.

- Det var jo kæmpestort for mig og en ekstra motivation. Jeg var ikke bange for at tage fat, og Richard kunne lide, hvad han så. Jeg fik et par helt nye Puma-støvler, og så sagde han, at når de var slidt helt ned, så måtte jeg få nogle nye. Normalt fik jeg et par støvler i fødselsdagsgave, så det her var helt vildt for mig.

Netop Richard Møller Nielsen har en helt speciel plads i hjertet hos fighteren fra Sanderum. Han gav ham chancen på førsteholdet og var en helt særlig træner.

- Der var jo 36 spillere på første- og andetholdet i OB, og Richard trænede dem alle sammen og var også træner for U21-landsholdet. Han havde en hjælpetræner og en holdleder, og så var der Allan Poulsen og Christen Villberg i sundhedssektoren. Utroligt, hvad man kunne den gang, siger han.

Storklub var vild med Moseby

I 1982 vandt OB guld for anden gang i historien, og året efter kom Ulrik Moseby ind i en pokalkamp i Køge, spillede hele sæsonen og blev fast mand. Det blev til en pokaltitel og sølvmedaljer, men det var et lidt bittert sæt.

- Vi var jo danske mestre, og så ramte vi det, der nu kaldes ”sorte september”. Vi tabte fem kampe og nogen af dem stort, deriblandt også 0-5 til Liverpool i Mesterholdenes Europa Cup, så der smed vi det hele på gulvet. Personligt er jo dog kæmpe Liverpool-fan, så da vi var på Anfield Road fik jeg lige klappet skiltet i spillertunnellen, som Liverpool-spillerne gør. Det blev vist ikke anset som okay, griner Ulrik Moseby.

Han spillede hele sin aktive karriere i OB, men var millimeter fra at skifte til portugisisk fodbold og storklubben SL Benfica omkring sæsonen 1984/1985.

- Richard kendte John Mortimer, som var træner dernede. Jeg fik at vide, at jeg skulle opføre mig ordentligt og vise dem, hvad jeg kunne. Den gamle OB-træner Jack Johnson var også inde over, og han ringede til mig efter opholdet og hvæsede: ”Hvad har du lavet?”. Jeg blev helt stum, men så sagde han: ”De vil gerne havde dig”, fortæller han.

Skiftet blev dog ikke til noget men han fortsatte troligt i OB, hvor først Walther Richter og siden Roald Poulsen (som han står med på billedet) blev træner i OB, og så skete der noget.

Bordinggard som Årets Pokalfighter? Det skulle have været mig!

- Roald ville gerne spille presfodbold og i zoner, og vi var vant til at følge vores mand og ikke bolden. Men det passede godt til mig, og så blev der hentet nogle gode spillere ind. Spillere, som passede til miljøet, og så begyndte det at gå godt i 1989. Vi startede frygteligt, men endte med at spille 22 kampe i træk uden nederlag, og så blev vi mestre efter en kamp mod AGF. Efterfølgende blev vi rundbarberet af Real Madrid i Mesterholdenes Europa Cup, men der blev jo taget hævn nogle år senere, griner Ulrik Moseby.

I 1991 vandt OB pokalfinalen i Odense over AaB efter straffespark og to år senere igen i Parken i København, hvor AaB igen var modstanderen. Moseby var med i 1991, men havde karantæne i ´93. Der er dog en ting, der undrer ham den dag i dag.

- I 1991 fik Keld Bordinggard prisen som ”Årets Pokalfighter”. Den skulle jeg da have haft! Altså, har du nogensinde set Bordinggard lave en glidende tackling? Han kunne så mange andre ting, men jeg sagde altid, at han skulle holde sig bag mig, og så skulle jeg nok tackle igennem. Men pyt, Keld er en god ven, så jeg under ham den, fortæller han.

Missede to slutrunder for Danmark

Landsholdsmæssigt kom Moseby med i en spændende periode med gode spillere, som siden skulle vinde Danmark den største triumf nogensinde i rød/hvid sammenhæng. Han fik debut på U21-landsholdet, hvor Richard Møller Nielsen jo stod i spidsen.

- Richard ringede til mig i starten af 80´erne og spurgte, om jeg ikke ville med til en træningskamp for U21-landsholdet i Kolding. Jeg sagde selvfølgelig ja, og så spillede jeg siden med folk som Flemming Povlsen, Brian Laudrup, Lars Olsen og Peter Schmeichel. Det var et godt hold, og vi var jo på vej til at kvalificere os til  OL i Seoul i 1988.

Danmark havde fejet al modstand til side i en gruppe med hold som Rumænien, Polen og Tyskland, men så gik det galt. Per Frimann blev udtaget og sendt på banen, men han var ikke spilleberettiget, og så blev Danmark taberdømt med 0-3 mod Polen, hvor man ellers havde vundet.

- Det var faktisk mig, der var skadet, og så udtog man Per Frimann. Richard Møller Nielsen spurgte, om han måtte bruge Frimann og fik et ok. Efter sejren i Polen spurgte en polsk journalist så Richard, om Frimann ikke var spærret, og Richard kunne være krøbet i et musehul på det pressemøde. Efterfølgende var han stiktosset, men skaden var sket. Det betød desværre, at vi missede OL, og det havde altså været stort at opleve.

Også EM i 1992 måtte Ulrik Moseby undvære, og han er sikker på, at han ville have været en kandidat til truppen, hvis ikke lige, at OB desværre var rykket ned.

- Vi skulle jo ned i kvalifikationsligaen, da Superligaen skulle etableres i 1991/92, men rykkede heldigvis hurtigt op og fik sølv i 1993 og vandt som sagt pokalen. Men jeg er sikker på, at den nedrykning kostede mig en plads på det hold, som vandt EM i 1992.

Taknemmelig for årene i OB

I de år skete der også noget, som fik formet Ulrik Mosebys liv. Starten af 90´erne var hård for OB´s økonomi, og klubben tilbød spillerne at gå ned på halvtid og få et arbejde ved siden af.

- Jeg kom ind i forsikringsbranchen, og det blev jeg rigtigt glad for. Det er sjovt at spille fodbold, men det er også sjovt at lære noget, og jeg kunne mærke, at det fungerede godt for mig. Da Micro Matic kom til som sponsor, kunne klubben tilbyde at blive fuldtids igen, men jeg havde to sønner, var 29 år og ville gerne fortsætte min civile karriere. Så i 1993 tog jeg så valget at stoppe, fortæller han.

Forsikringsbranchen blev en fast følgesvend gennem nu 27 år, hvor han sammen med tre andre har startet firmaet Ensure, som går rigtigt godt. Men selvom fodbolden ikke er inde på livet af ham på samme måde som tidligere, så husker han tilbage på tiden i OB med smil på læben:

- Det var jo fantastisk at spille for OB. Jeg blev ikke rig rent pengemæssigt, men jeg blev rig på oplevelser og venskaber, og jeg er meget taknemmelig for de ting, jeg har oplevet med klubben, slutter han.

Ulrik Moseby spillede 339 kampe for OB og nåede 10 kampe for landsholdet i sin karriere.