MAH_6882

08.09.2021 09:35

Særligt Jakob Breum viste sig flot frem for det danske U19-landshold i denne landsholdsperiode, hvor hele seks OB-spillere var i aktion for U17-, U18- og U19-landsholdet.

Det er ikke kun 3F Superligaen, der lå stille i den forgangne weekend. Det gjorde de ældste nationale ungdomsligaer også, da der var samlinger for både U17-, U18- og U19-landsholdet. Her har syv OB-spillere været i aktion, og for hele fire af dem var det deres landsholdsdebut.

På U17-landsholdet var Elias Hansborg i aktion for Danmark, der to gange slog Østrigs unge drenge med 1-0.

På U18-landsholdet var der masser af danske debutanter. Magnus Worsøe Nielsen, Jonathan Foss og Tobias Augustinus-Jensen fik alle debut for Danmark, mens Marcus Alstrup spillede sin ottende ungdomslandskamp. Der var også udsigt til debut for Max Ejdum, men han døjede desværre med en skade, hvorfor han ikke fik sin landsholdsdebut i denne omgang.

Jakob Breum var i opstarten til denne sæson i storform for vores U19-drenge, da de vandt en stærkt besat turnering i Kroatien, og han fortsatte den gode form her i landsholdsperioden. Det blev til en startplads i den første kamp for Danmark, hvor det blev til en sejr på 6-1 over Norge. Her scorede Breum to kasser, mens han lagde op til en enkelt. Tirsdag spillede Danmark så mod Polen, og her startede Jakob Breum på bænken, men han blev skiftet ind, hvorefter han scorede til 1-0, som blev kampens slutresultat.

Stort tillykke til de unge OB-drenge med de flotte indsatser i rødt og hvidt.