- For os begynder slutspillet søndag
Superliga

- For os begynder slutspillet søndag

14 mar 2019

Top seks er sikret, men søndagens kamp mod Randers FC er bestemt ikke ligegyldig i forhold til det forestående slutspil, mener Troels Kløve.

Sammen med resten af OB-mandskabet var Troels Kløve mandag en tur i Aarhus, hvor AGF blev besejret med 2-1. Troels Kløve scorede sejrsmålet til 2-1, og kampen i mandags var for ham at se en af mange gode præstationer fra OB’s førstehold her i foråret.

- Vi har præsteret på et højt niveau i foråret, så mandagens kamp var en af mange gode præstationer, hvor vi formåede at sætte tingene sammen. Det var den femte sejr i streg, og samtidig var det kvalifikationen til top seks, der blev sikret, så det var en rigtig skøn aften for os i Aarhus, siger Troels Kløve.

Netop kvalifikationen til top seks var vigtig at få i hus, og selvom det er det, striberne har sigtet efter, så er det ikke noget, der har fyldt mere i hovedet på Troels Kløve, end at han har kunnet holde fokus på den enkelte kamp.

- Jeg synes ikke, vi har gået og rystet i bukserne over om vi nu ville nå med i top seks eller ej. Vi har formået at fokusere på en kamp ad gangen, og det har indtil videre båret os langt. Derfor skal vi selvfølgelig også fortsætte med at tage en kamp ad gangen, for så er der en chancer for, at det når sæsonen slutter, bliver endnu bedre end top seks, siger Kløve.

Efter hver runde i Superligaen kan man på Superliga.dk gå ind under deres ”performance center” og se statistikker for hver enkelt spiller i Superligaen i en given runde. Tjekker man op på, hvilken spiller der har løbet længst, så er nummer et i både runde 24 og 25 Troels Kløve. Holdkammeraten Casper Nielsen indtager tredjepladsen på den liste, og det mener Troels Kløve ikke er nogen tilfældighed.

- Jeg har altid været en spiller, der løber meget i kampene. Den position, jeg har haft i de seneste kampe, indebærer også, at man skal løbe en masse meter, fordi vi kun er tre spillere på midtbanen. Dermed skal vi hver især måske dække et lidt større område, end hvis vi var fire, som man er i mange andre klubber. Så vi får lov til at arbejde, men det bekommer os godt. Især Casper og jeg som er meget boks-til-boks spillere, og selvom jeg altid har løbet meget, så kan jeg godt mærke, jeg har lagt på, men det er ikke nyt, at jeg løber mange meter under en fodboldkamp.

På søndag gælder det så grundspillets sidste hjemmekamp, når vi på hjemmebane møder Randers FC, og selvom top seks er i hus, så gør det på ingen måder kampen mindre betydningsfuld, garanterer Kløve.

- Kampen på søndag er en kamp, der har ligeså stor betydning, som de ti der venter i slutspillet. Der er som altid tre point på spil, så kampen på søndag er mindst ligeså vigtig som den første, der venter i slutspillet. Vi skal fortsætte ud af samme spor og have maksimalt fokus på den opgave, der er foran os, så tror jeg på, det kan blive rigtig godt.

At der er succes på banen kan også mærkes udenfor banen, hvor der i de seneste kampe har været mange tilskuere hjemme på Nature Energy Park, men også på udebane har Troels Kløve mærket god opbakning til ham og resten af truppen, og det er noget, der gavner spiller under kampen.

- Vi kan godt mærke på opbakningen, at vi har tur i den. Vi er inde i en god stime, og det får flere folk på lægterne – det er to ting, der forstærker hinanden. Flere mennesker giver bedre opbakning, og når opbakningen er god, så giver det os spillere noget ekstra, når kampen er i gang. Så vi kan godt mærke, at vores nuværende stime med flere sejre i træk har fået folk ud af stuerne og ud på stadion, og det er sindssygt fedt, at vi alle i Odense kan være en del af den optur, der er lige nu, slutter Troels Kløve.

Skal du se Kløve og resten af OB-mandskabet i aktion inden landskampspausen, så er det søndag klokken 17:00 hjemme på Nature Energy Park, når vi møder Randers. Og er du rigtig smart, så sparer du dig selv for 40 kroner på billetten ved at købe den i vores online billetsalg, som du finder her.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik