DSCF1368 copy

19.02.2023 15:49

Vi måtte dele i porten, da vi her til eftermiddag mødte Randers FC i forårspremieren.

3F Superligaen, 18. runde
Søndag d. 19. februar 2023, kl. 14.00 Nature Energy Park


OB – RFC (0-0)

Gule kort:
OB:
Mihajlo  Ivančević (73.)
Randers FC: Mads Enggård (55.), Carl Johansson (78.)

Tilskuertal: 9.600

Dommer: Aydin Uslu

Kampens forløb:
Efter hvad der føles som verdenshistoriens længste vinterpause, var det atter tid til Superligabold på Nature Energy Park. Landets smukkeste striber tog mod hestene fra Kronjylland på en forårsagtig søndag eftermiddag. Med en udsolgt Richard Møller Nielsen tribune – og et tætpakket stadion i øvrigt – var der lagt op til en intens kamp. Særligt med tanke på at de to hold lå af point inden kampstart.

Vi begyndte godt med en solid boldomgang, og allerede efter fem minutter var vi tæt på at komme foran, da et hovedstød fra Jeppe Tverskov desværre blev afvist af overliggeren.

Med det første kvarter spillet, var kampbilledet rodet, med mange dueller, hvor der blev tacklet igennem. Ingen af holdene var lykkedes med at komme til de helt store chancer, udover Tverskovs hovedstød på overliggeren.

Da uret havde rundet 30 minutter, var ikke meget ændret. Duellerne var intense, chancerne få, og begge hold havde udfordringer med at få spillet til at hænge sammen. OB synede dog som det af holdene, der var mest i kontrol.

Kort efter var vi dog tæt på, da vores nye finne, Naatan Skyttä, kombinerede sig flot igennem højresiden sammen med Franco Tongya og Gustav Grubbe. Skyttä blev dog stoppet i sidste øjeblik, inden han fik sendt en afslutning afsted.

Randers FC’s største chance kom kort før pausen, hvor et ellers ufarligt indlæg blev farligt, da der tilsyneladende opstod miskommunikation mellem Hans Christian Bernat og Jørgen Skjelvik. Førstnævnte fik dog ultimativt prikket bolden til hjørne.

Første halvleg sluttede dermed, som den startede – nemlig 0-0.

I anden halvleg fortsatte de samme tendenser. Randers FC var dog i løbet af de første 15 minutter inde omkring OBs lille felt et par gange, hvor den stribede defensiv dog bestod testen. Halvlegens hidtil største chance faldt efter knap 60 minutters spil, hvor først Franco Tongya og dernæst Naatan Skyttä fik testet Patrick Carlgren af i Randers-målet. Dog uden succes.

De store seværdige momenter udeblev i det meste af anden halvleg. Mod kampens slutning endte en bold hos Mads Frøkjær på kanten af feltet, men han fik desværre ikke ordentligt træf på bolden, hvorfor Patrik Carlgren nemt kunne afvise bolden.

Randers ville dog også være med, og fik sendt en kvalificeret afslutning afsted i overtiden, som Hans Christian Bernat dog fik afvist. Kort efter blev Mads Frøkjær sendt i dybden i en én-mod-én situation, men han tabte desværre duellen.

Ingen af holdene havde dog den nødvendige kvalitet på dagen til at score, hvorfor kampen endte 0-0.

OB:
Hans Christian Bernat – Gustav Grubbe, Mihajlo Ivančević, Jørgen Skjelvik, Aske Adelgaard – Jeppe Tverskov, Alasana Manneh, Naatan Skyttä (Agon Mucolli 75.), Mads Frøkjær (Aron Elís Thrandárson 92.), Franco Tongya (Bashkim Kadrii 82.) – Emmanuel Sabbi

Bænken: Magnus Nielsen, Omar Jebali, Jakob Breum, Bashkim Kadrii, Kenneth Zohore, Aron Elís Thrándarson, Charly Nouck, Alen Mustafić, Agon Mucolli