IMG_6439

21.10.2018 19:49

På et mål kort før tid sikrede OB sig sejren i U19-Ligakampen mod Silkeborg IF.

U19-Ligaen
Lørdag 20. oktober kl. 13:00, JYSK Park
Silkeborg IF – OB 1-2 (0-0)
60. min. 0-1 Anders Klynge
62. min. 1-1
87. min. 1-2 Max Fenger

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Jonas Skytte (78. min. Rasmus Nissen), Anton Pedersen, Oliver Skolnik, Jonathan Kjær – Nicolai Skøtt, Jonathan Harboe, Anders Klynge (87. min. Tarik Ibrahimagic), Kristian Brøndum – Mads Frøkjær-Jensen, Mikkel Michelsen (70. min. Max Fenger)
Bænken: Max Fenger, Rasmus Nissen, Tarik Ibrahimagic

Kampens forløb:
En måneds kamppause for U19-drengene blev afsluttet lørdag eftermiddag, da striberne på det nye stadion i Silkeborg mødte det rødklædte hjemmehold. Det var OB, der kom bedst fra start i kampen, og striberne var i god kontrol over kampen, hvor Silkeborg havde rigtig svært ved at kreere chancer.

Omvendt skabte OB en pæn mængde chancer – både de store og små – men effektiviteten manglede, derfor endte første halvleg uden scoringer.

Anden halvleg lignede på mange måder første halvleg med et stribet mandskab i fuld kontrol over kampen. Eneste forskel var, at striberne efter et kvarters tid blev belønnet for en fin præstation. Anders Klynge sparkede flot et frispark direkte i kassen, og så var OB på sejrskurs.

Det varede dog kun to minutter, så havde hjemmeholdet bragt balance i regnskabet på en af deres første reelle afslutninger i kampen.

Tiden gik, og det lignede mere og mere end pointdeling, selvom OB på banen var det bedste hold, men Max Fenger ville det anderledes. I sidste sæson bombede han 26 mål ind i U17-Divisionen for Roskilde, og lørdag fik han så lavet sit første mål i den stribede trøje, da han efter 87 minutters spil headede OB foran 2-1, efter et indlæg fra Oliver Skolnik.

I de sidste få minutter fik Silkeborg ikke skabt et pres mod OB, og derfor kunne striberne fuldt fortjent strække armene i vejret, da dommeren fløjtede kampen af.

Kommentar fra Mads Holm:
Vi leverede en professionel indsats i kampen mod Silkeborg. Vi havde inden kampen snakket om, at det defensive udtryk skulle være stærkt. Det var vigtigt for os, for det gør det alt andet lige bare nemmere at vinde en fodboldkamp, hvis det defensive arbejde er i orden.

Den del var vi rigtig tilfredse med i 88 ud af 90 minutter, og defensivt svigtede vi reelt set kun i de to minutter lige efter vores scoring til 1-0, hvor Silkeborg fik udlignet. Heldigvis var det ikke noget, der fik betydning for det samlede resultat af kampen.

Med bolden var vi rigtig gode til at finde en balance mellem, hvornår vi skulle fastholde bolden, og hvornår vi skulle spille direkte. Det gjorde det svært for Silkeborg, og det var på den måde, vi fik skabt de chancer, som vi skabte. Endelig viste vi høj kvalitet på vores dødbolde, som vi var farlige på gennem hele kampen – og som vi også to gange fik omsat til scoringer.

Så tre rigtig dejlige point, og vi glæder os over, at vi nu har hentet syv point i de tre seneste kampe.

Næste kamp:
Lørdag 27. oktober kl. 13:00 OB – AGF, Ådalen