IMG_1201

23.10.2020 22:30

Marco Lund og resten af OB-holdet stod solidt defensivt i dag og udnyttede deres chancer. Det var Lund selvfølgelig virkelig glad for.

Marco Lund spillede hele kampen, da vi her til aften slog Lyngby BK med 3-0. Lund var klar i mælet efter kampen, som var en solid holdsejr.

- Vi er selvfølgelig sindssygt glade, men hvis vi vil hænge på der, hvor vi gerne vil være i tabellen, skal vi også vinde i dag. Det synes jeg vi gør fortjent, mener Marco Lund.

Det udslagsgivende i dag var ikke nødvendigvis, at vi spillede en perfekt kamp, men vi viser, at vi har mange farlige ting at byde på.

- Vi holder dem på få chancer, og så får vi tre standardmål, som er lidt atypisk for os, men det er også en facet, vi har lagt på i vores spil det sidste stykke tid. Så det er bare dejligt, at vi får tre i kassen, siger Lund smilende.

Det hjælper altid sejren godt på vej at score tre gange, men vores defensive præstation var også bundsolid i dag.

- Vi får også holdt nullet, og det betyder meget for os. Vi spiller først og fremmest med tre stoppere, som giver en ekstra mand til at forsvare feltet, og det gør bare, at vi kan spille kampen på vores præmisser, siger vores defensive mand.

Det var altså en af de bedre dage på kontoret for Marco Lund, som også roser holdet efter en stærk sejr:

- Fra angriber til målmand så arbejder folk bare røven ud af bukserne og gør, hvad der skal til for at lukke ned, så vi har det komfortabelt. Opgaven blev udført, og det var stærkt, afslutter Lund.