P9206113

16.10.2020 08:01

Fyens Stiftstidende, som er en del af Jysk Fynske Medier, går sammen med en række af klubbens sponsorer for at sikre, at Richard Møller Nielsen Tribunen fastholder sit navn som en hyldest til den legendariske fynske fodboldtræner.

Fyens Stiftstidende har forlænget deres sponsoraftale i klubben frem til sommeren 2023, og i samme ombæring forpligter de sig til et øget bidrag til stemningspuljen, så fans får glæde af sponsoratet, hver gang man tager til fodbold på Nature Energy Park.

- Vi er stadig meget glade for, at vi for tre år siden sammen med OB valgte at hylde klubikonet, Richard Møller Nielsen, ved at omdøbe tribunen fra Fyens Stiftstidende Tribunen, for det har han om nogen fortjent, siger Marketing- og sponsorchef hos Jysk Fynske Medier, Lasse Østerager Honoré.

Samarbejdet falder i tråd med både OB’s og Jysk Fynske Mediers fokus på at støtte og udvikle lokalmiljøet, og det sker blandt andet gennem dette partnerskab.

- Vi er stolte over at kunne fortsætte det mangeårige, stærke partnerskab med Jysk Fynske Medier, der sikrer den vigtige tribune for vores fankultur. Sammen med Unisport giver Jysk Fynske Medier nu endnu flere fans bedre muligheder på Nature Energy Park. Når stemningstribunen på den måde deles op i anparter, kan vi invitere flere partnere ind for at bidrage til fanoplevelsen på Nature Energy Park, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.

Sponsoratet vil kunne mærkes på stadion

Jysk Fynske Medier forlænger blandt andet samarbejdet for at bakke op om den lokale sportsinstitution, som OB er, og derfor vil samarbejdet også følges op af en række aktiveringstiltag for de stribede fans.

- ​ Vi er sammen om det lokale, og et velfungerende foreningsliv er en væsentlig faktor for, at lokalområderne trives og fungerer, og det er vigtigt for vores lokalmedier. Vi laver flere aktiveringstiltag, som forhåbentligt kan komme til gavn for OB´s fans. Vi har blandt andet lavet et nyhedsbrev, hvor man som OB-fan løbende kan blive opdateret med de OB-nyheder, vi bringer i Fyens Stiftstidende. Derudover vil vi sammen med de øvrige samarbejdspartnere på Richard Møller Nielsen Tribunen lave forskellige tiltag i forbindelse med kampene. Samtidigt vil vores læsere komme til at nyde godt af vores aftale, og vi vil blandt andet udlodde fire VIP-billetter op til hver kamp, siger Lasse Østerager Honoré.

Udover tribunesponsoratet bliver Fyens Stiftstidende også ny sponsor af Lounge of Legends, som er placeret i kælderen på Albani Tribunen.

- Vi har forsøgt at give Lounge of Legends et historisk tema, og på den måde hylde klubbens flotte historie. Vi har fundet over 600 gamle artikler fra 1940 til i dag omhandlende OB, og i loungen kan man derved blive draget tilbage til gamle tider: uagtet om det er i 40´erne og 50´erne, hvor OB var på vej op igennem rækkerne, 80´erne hvor OB vandt det ene trofæ efter det andet, eller 00´erne hvor det flere gange var lige ved og næsten, siger Lasse Østerager Honoré.

 

Richard Møller Nielsen styrede klubben i hele 450 kampe og førte klubben til danske mesterskaber i 1977 og 1982. I 1992 førte han Danmark til EM-titlen, og samme år blev han også kåret som verdens bedste træner.