PA138459

09.06.2021 12:13

Syv af de største klubber på Fyn går sammen om at styrke den fynske mikro- og børnefodbold i et nyoprettet Fynsråd.

Dalum IF, Middelfart BK, Boldklubben Marienlyst, Næsby Boldklub, Tarup/Paarup IF, Svendborg fB og Odense Boldklub har i fællesskab oprettet et Fynsråd, der fremover skal fungere som et fynsk fodboldforum. Hovedformålet er at styrke den fynske mikro- og børnefodbold, og det er ambitionen, at Fynsrådet skal være med til at sætte børne- og mikrofodbolden øverst på dagsordenen i fynsk fodbold.

Med fokus på udvikling frem for resultater, god trænerpædagogik, en fælles tråd i spillerudviklingen, styrket forældresamarbejde samt uddannelse af trænere og ledere vil Fynsrådet gå forrest i en samlet satsning på fynsk mikro- og børnefodbold.

- Vi tror på, at vi ved at løfte i flok og bruge hinanden som sparringspartnere, i endnu højere grad kan forløse det potentiale, som fynsk mikro- og børnefodbold er i besiddelse af. Fynsrådet skal vigtigst af alt varetage opgaven med at højne kvaliteten for årgangene U5-U9 og U10-U12, så de små, fynske fodboldspillere bliver hjulpet godt på vej fra en tidlig alder, siger Børneudviklingsansvarlig i OB, Jesper Eriksen.

Fynsrådet skal række ud til samtlige Øens Hold-klubber, så alle får gavn af den vidensdeling og inspiration, som foregår i gruppen.

- Den gode nyhed er, at der allerede foregår rigtig mange gode ting ude i klubberne, og det skal vi sammen bygge videre på, så vi kan give spillere, forældre, trænere og ledere endnu federe oplevelser med fodbolden og på sigt gøre drømme til virkelighed, som vi har set det med Christian Eriksen, Jens Jakob Thomasen, Oliver Christensen, Gustav Grubbe og mange flere inden for de seneste år, siger Jesper Eriksen.

Fynsrådet er allerede godt i gang med arbejdet. På tværs af klubberne laves nu underudvalg, som hver især skal tage sig af de skitserede målsætninger, ligesom der i de kommende dage vil lanceres en større øvelsesbank, som alle Øens Hold-klubber kan få glæde af.