Horsens

28.04.2023 19:45

Der var underholdning for pengene, da OB spillede 2-2 i Horsens i et intens opgør, hvor Alen Mustafić scorede sin første stribede kasse.

3F Superligaen, Kvalifikationsspil 2022/23
Fredag den 28. april kl. 19.00, Nordstern Arena Horsens

AC Horsens – OB – (1-1)
0-1 Emmanuel Sabbi (5’)
1-1 Anders K. Jacobsen (35.)
1-2 Alen Mustafić (57.)
2-2 Aron Sigurdarson (72.)


Advarsler:
AC Horsens: Moses Opondo (44.), Malte Kiilerich (76.)
OB:
 Bjørn Paulsen (71.), Aske Adelgaard (86.)

Kampens dommer: Aydin Uslu

Tilskuertal: 3.324


Kampens forløb:

Et flot udebaneafsnit med cirka 400 medrejsende fynboer var med til at skabe en flot kulisse, da vi fredag aften gæstede AC Horsens.

De mange striber fik tidligt lov til at juble, da Naatan Skyttä kom igennem i venstre side. Finnen sendte bolden indover til Yankuba Minteh, som trak på tværs af banen, inden han sendte den retur til Skyttä, der sendte bolden indover til Emmanuel Sabbi, der headede bolden i mål.

Vi fastholdt presset efter scoringen, men hjemmeholdet forsøgte også at svare igen, da de erobrede bolden højt oppe på banen. Bolden endte ved Anders K. Jacobsen, der drev den fremad, inden han sendte en afslutning forbi målet.

De største chancer i første halvleg var dog stribede, og senere i halvlegen havde Mads Frøkjær nær fordoblet føringen efter lidt småspil i hjemmeholdets straffesparksfelt, men målmanden fik akkurat blokeret bolden til hjørnespark.

Senere fik AC Horsens tilkæmpet sig et hjørnespark, som blev taget kort. Elijah kort trak ind i feltet, hvor han desværre blev nedlagt af Yankuba Minteh, og dommeren pegede på pletten. Anders K. Jacobsen tog sig af straffesparket, og han scorede desværre uden chance for Martin Hansen i målet, så spillerne kunne gå til pause ved stillingen 1-1.

Anden halvleg startede, hvor første halvleg sluttede, og der var fart over feltet fra første fløjt. Allerede i kampens første minut kom Naatan Skyttä således igennem i venstre, hvorfra han sendte en tværpasning i fødderne på Emmanuel Sabbi, der dog måtte se sin afslutning blokeret til hjørnespark.

Kort tid efter assisterede Naatan Skyttä endnu en gang, da han fik bolden retur på kanten efter et hjørnespark. Her slog Skyttä bolden indover til Alen Mustafić, der havde fået sin første kamp i startopstillingen, og bosnieren takkede for tilliden ved at heade bolden i mål til 1-2.

Endnu en gang fik hjemmeholdet dog mulighed for at udligne fra straffesparkspletten, da Anders K. Jacobsen blev nedlagt af Bjørn Paulsen i feltet. Denne gang var det Aron Sigurdarson, der sparkede, men også denne gang var afslutningen desværre uden chance for Martin Hansen i målet, og Horsens kunne bringe sig på 2-2.

De sidste tyve i minutter jagtede begge hold sejren, men det blev aldrig til de helt store chancer, og striberne må tage sig til takke med endnu et 2-2 resultat.

 

OB’s startopstilling:

Martin Hansen - Gustav Grubbe (Nicholas Mickelson, 77.), Tobias Slotsager, Bjørn Paulsen, Jørgen Skjelvik (Aske Adelgaard, 77.) - Jeppe Tverskov, Alen Mustafić (Aron Elís Thrándarson, 69.) - Yankuba Minteh, Naatan Skytta (Bashkim Kadrii, 87.), Mads Frøkjær (Jakob Breum, 87.) - Emmanuel Sabbi

Bænken:
Hans Christian Bernat, Nicholas Mickelson, Jakob Breum, Bashkim Kadrii, Franco Tongya, Aron Thrándarson, Charly Nouck, Mihajlo Ivančević, Aske Adelgaard

Næste kamp:
Søndag den 7. maj kl. 14.00 mod Silkeborg, JYSK Park