17.04.2021 21:15

Med tre scoringer i første halvleg og en enkelt i anden halvleg viste Elias Hansborg storform, da U17-drengene lørdag eftermiddag slog AGF med hele 7-0.

U17-Ligaen
Lørdag d. 17. april kl. 15.00, Ådalen
OB – AGF 7-0 (3-0)
1-0 Elias Hansborg (11.)
2-0 Elias Hansborg (14.)
3-0 Elias Hansborg (38.)
4-0 Elias Hansborg (68.)
5-0 Tobias Augustinus-Jensen (70.)
6-0 Tobias Larsen (84.)
7-0 Tobias Augustinus-Jensen (86.)

Kampens forløb:
U17-drengene har fået en perfekt start på forårssæsonen, hvor det inden lørdagens kamp mod AGF var blevet til sejre over AaB og Vejle i de første to runder. Lørdag stod det tidligt klart, at de stribede drenge ville sætte den tredje sejr på stribe ind på kontoen, da AGF var på besøg.

Det var et OB-hold i fuldstændig kontrol fra første fløjt, og det var i første halvleg særligt offensivspilleren Elias Hansborg Sørensen, der løb med opmærksomheden, da han endte med at score et hattrick. Der var bare spillet 11 minutter, da han fra højre side bragede bolden over i det lange hjørne til 1-0. Tre minutter efter fordoblede han føringen, da han efter et fornemt forarbejde fra Tobias Augustinus-Jensen kunne sparke bolden i kassen til 2-0.

Herefter fortsatte OB med at presse på, og det var hele tiden med optræk til endnu flere stribede scoringer. Alligevel var det gæsterne fra AGF, der kom frem til den næste store chance, da de midtvejs i første halvleg blev tildelt et straffespark. I den direkte duel fra pletten var det dog OB-målmand Marcus Alstrup, der viste sig som den stærkeste, da han leverede en stærk redning på forsøget fra pletten.

En stærk præstation i målet blev i slutningen af halvlegen fulgt op af endnu en god offensiv præstation. Denne gang var det et mønsterangreb gennem midten af banen, hvor Markus Jensen endte med at sende Elias Hansborg i dybden. Alene med AGF-keeperen svigtede Elias Hansborg ikke, og dermed fuldendte han sit hattrick med sin tredje scoring på bare 27 minutter.

I anden halvleg var det fortsat OB, der var i teten, men man sad også med en fornemmelse af, at Striberne var tilfredse med sejren, mens AGF gjorde, hvad de kunne, for at sejren ikke blev endnu større. Derfor var det småt med chancer, inden vi gik ind i den sidste halvdel af anden halvleg, hvorefter Striberne drejede lidt ekstra på gashåndtaget.

Elias Hansborg fortsatte takterne fra første halvleg, da han sparkede OB på 4-0 efter 68 minutter efter en fornem assist fra indskiftede Charly Nouck Horneman. Charly var ikke færdig med at vise sine offensive kvaliteter, og bare to minutter efter spillede han Tobias Augustinus-Jensen fri, og han sparkede sikkert bolden i kassen til 5-0.

Et stærkt indhop fra Charly Nouck Horneman, som kom ind fra anden halvlegs start. Han var dog ikke den eneste indskifter, der ville sætte sig præg på kampen. Efter en times spil kom Tobias Larsen på banen, og efter 84 minutters spil kom han på måltavlen, da han sparkede en ripost efter en afslutning fra Elias Hansborg i kassen.

Foruden Elias Hansborg havde Tobias Augustinus-Jensen også spillet en rigtig stærk kamp, og han kronede sin fornemme indsats med endnu en scoring i slutfasen på oplæg fra Law Tam Khuu. Efter en OB-omstilling kom han fri til en afslutning fra en spids vinkel. Det var dog ingen problemer for ham, og med en flot, flad afslutning sparkede han den i kassen til 7-0 via den fjerneste stolpe.

Med lørdagens sejr har Striberne nu vundet alle tre kampe i foråret – og det er sket med en imponerende målscore på 13-1.

Kommentar fra cheftræner Ivan Poulsen:
Vi er glade for sejren, som er den tredje på stribe for os. Det bekræfter os i, at vi har haft en god opstart, og særligt vores offensive relationer ser fornuftige ud. Vi har nogle spillere, der kan afgøre kampene, og vi har i år været rigtig gode til at lave mål, hvilket vi er rigtig glade for.

Det var en dag, hvor vi fandt hinanden i det offensive, og hvor vores indskiftere kom på banen og gjorde en god figur med mål, assists og gode præstationer. Derudover leverede vi en rigtig stærk præstation defensivt, hvor vi stort set holdt AGF fra at skabe chancer Deres eneste store chance er et straffespark, som vi selv begår lidt klodset, og overordnet set var det en rigtig stærk præstation fra hele holdet.

Hvis jeg alligevel skal fremhæve en enkelt spiller, så er det Elias Hansborg Sørensen, som laver fire flotte scoringer i dagens kamp, hvilket sender ham op på 10 scoringer i denne sæson.

OB:
Marcus Alstrup – Law Tam Khuu, Kasper Nyegaard (Samuel Juel, 54.), Jonathan Foss, Marcus McCoy (Valdemar Astrup, 54.) – Jakob Jessen, Max Ejdum (Kristoffer Jørgensen, 70.) – Elias Hansborg, Markus Jensen (Tobias Larsen, 60.), Tobias Augustinus-Jensen – Oliver Roche (Charly Nouck Horneman, 46.)
Bænken: Sebastian Dalby Wille, Valdemar Astrup, Kristoffer Jørgensen, Charly Nouck Horneman, Tobias Larsen, Samuel Juel

Næste kamp:
Lørdag d. 24. april kl. 14.15, Esbjerg fB – OB, Esbjerg