_DSC0193 copy

08.05.2023 13:52

På fredag er vi atter samlet i Odense, når vi tager imod AaB i 3F Superligaen, og derfor varmer vi op til kampen med fest og farver i både Albani Fanzone og Faxe Kondi Familiezone.

Der venter en spændende affære på Nature Energy Park, når vi får besøg af AaB fredag aften kl. 19.00, og vi har sørget for de helt rigtige rammer for Fyns største fredagsfest, hvor vi både har fede aktiviteter i Albani Fanzone og Faxe Kondi Familiezone.  

BodegaDuoen, Happy Hour og Aperol Spritz i Albani Fanzone 

For at skyde festen ordentlig i gang spiller BodegaDuoen op i Albani Fanzone, allerede når portene åbner kl. 17.00, og for at du ikke skal tørste, er der Happy Hour i Odense Pilsner og Odense Classic i den første time, hvor du kan få to øl, mens du bare betaler for en enkelt. 

Vi tager desuden en lille forsmag på sommeren, da Øko-baren i hjørnet ved Richard Møller Nielsen Tribunen bliver omdannet til en Aperol Spritz Bar, hvor du kan sende en kærlig tanke til Franco Tongya, mens du nyder den italienske sommerdrink 

Lær fede fodboldskills med Rharbona i Faxe Kondi Familiezone 

På fredag får vi også besøg af Rharbona, der på TikTok og YouTube er kendt for sine seje skills på en panna-bane, og han vil vise nogle cool tricks, du kan øve derhjemme, og hvem ved – måske udfordrer han dig til en lille duel?  

Skal du være med, når vi igen fyrer op for en kæmpe fynsk fodboldfest, så kan du sikre dig billet til kampen mod AaB på fredag kl. 19.00 her!