Odense BK Boys 05

27.05.2019 10:00

Turen til Stockholm bød på kampe mod blandt andet PSG og Barcelona, og selvom det "kun" blev til en 8. plads, så er Bo Nielsen i store træk tilfreds med turen til Stockholm.

U14-drengene var i weekenden i Stockholm, hvor de deltog i Lennart Johansson Academy Trophy sammen med nogle af de største klubber i verden. Således bød de første to kampe på modstand mod PSG og Barcelona, hvor striberne i store træk leverede rigtig gode indsatser – og i tre af de fire halvlege var de fuldt ud med rent spillemæssigt.

Drengene endte på en 8. plads i turneringen, som PSG i øvrigt vandt med hele 4-1 over Bayern München i finalen. I dag har vi taget en snak med cheftræner Bo Nielsen om, hvordan han oplevede turneringen i Stockholm.

- Det var en turnering med alt det, som vi forventede. Vi mødte nogle rigtig stærke modstandere, og vi kom heldigvis i pulje med både PSG og Barcelona, som var to af de absolut bedste hold i turneringen. Mod PSG var vi fuldt ud med i første halvleg, hvor vi faktisk havde chancerne til at komme foran, mens de var bedre end os i anden halvleg. Mod Barcelona kunne vi faktisk spille med hele kampen, og det var et generelt kampbillede for os. Hvis vi gav alt, hvad vi havde, så kunne vi være med mod de bedste – og havde vi marginalerne på vores side i de kampe, så er jeg også sikker på, at vi på gode dage kan slå de bedste hold.

- På turneringens anden dag ventede der kampe mod Altinordu fra Tyrkiet og AIK Stockholm, som var turneringens hjemmehold. Mod Altinordu var vores præstation ikke gode nok. Vi ramte ikke det niveau, vi eller kan, og vi tabte med 3-1 efter flere personlige fejl. Til gengæld var vi det klart bedste hold i kampen mod AIK Stockholm. Til trods for at vi med årgangen tabte til dem i sidste sæson, så var vi dominerende, og de havde ikke en afslutning i en kamp, som vi vandt med 2-0.

- Det mundede ud i en fjerdeplads i puljen, og der ventede os derfor en placeringskamp mod Brann Bergen, der i deres pulje blandt andet havde slået Club Brügge med 4-0. Vores drenge var trætte og mentalt brugte, efter vi havde fået en masse ud af de to første dage både med kampe og læring. Så i kampen mod Brann spillede vi 35 forfærdelige minutter efterfulgt at et rigtig godt kvarter, hvor vi formåede at vende kampen fra 1-4 til 4-4. Hvorefter vi så desværre tabte i straffespark.

- Samlet set er jeg rigtig tilfreds med turneringen. Mange af vores halvlege var fornuftige, og vores udtryk var meget, som vi ønskede. Vi arbejder for tiden med vores værdi ”bevidst”, og det er både i forhold til forberedelsen til kampene, men også i forhold til at tro på, vi kan være med. Det lykkedes vi med langt hen ad vejen og i de fleste halvlege.

- Til gengæld er der også nogle halvlege, som jeg er meget skuffet over. Der var det tekniske niveau for lavt, men også i forhold til udtrykket var jeg skuffet i nogle af kampene. Når det er sagt, så har vi lært sindssygt meget af turen. Nu ved vi, at vi kan være med, når vi giver, hvad vi har, men samtidig også at der ikke skal meget sløseri til, før andre hold bliver en smule bedre end os. Så vi har som gruppe, og jeg håber især, at drengene har lært, at vi altid skal give alt, hvad vi har.

Resultater fra Lennart Johansson Academy Trophy:
OB – PSG 1-4
OB – FC Barcelona 1-2
OB – Altinordu 1-3
OB – AIK 2-0
OB – SK Brann 4-4 (4-5 I straffe)

Næste kamp:
Torsdag 30. maj kl. 11:00, Hedensted – OB, U14 Liga 1, Hedensted Stadion.