22.11.2021 07:42

OB fortsatte de flotte takter fra sidste weekend, og besejrede Lyngby med hele 4-2 i en kamp, der bød på et hattrick af Tobias Slotsager, som er central forsvarsspiller.

U17-Ligaen
Lørdag d. 20. november kl. 15.00, Ådalen
OB - Lyngby 4-2 (3-0)
1-0 Tobias Slotsager (14.)
2-0 Tobias Slotsager (27.)
3-0 Tobias Slotsager (39.)
4-0 Law Tam Khuu Salomonsen (53.)
4-1 Kevin Westen (58.)
4-2 Kevin Westen (89.)

Gule kort:
OB: Tobias Slotsager (24.), Magnus Andersen (60.), Magne Clement (88.)
Lyngby: Carl-Emil Husmer (19.)

Kampens forløb:
Hjemmeholdet kom klart bedst fra start og lagde et hårdt og aggressivt pres, når gæsterne fra Lyngby havde bolden.

Efter et lille kvarters spil sparkede Tobias Lund Jensen et frispark fra kanten af feltet ind til Tobias Slotsager, som header bolden i nettet til stribet føring på 1-0, og selvom det er sjældent, man som forsvarsspiller kommer på tavlen, så var Slotsager ikke færdig denne lørdag.

Med knap en halv time spillet af første halvleg, var Tobias Slotsager nemlig atter på pletten til at udbygge den fynske føring. I forbindelse med et hjørnespark sendte Law Tam Khuu bolden ind i feltet, hvor Tobias Slotsager stangede den ind til 2-0.

Kort før pausen blev en velspillende Magnus "Krølle" Andersen nedlagt i feltet, hvor der blev dømt straffespark til striberne. Sædvanligvis er det topscorer Elias Hansborg Sørensen, der sparker dem, men efter de to første scoringer fik OB-anfører, Tobias Slotsager, lov til at forsøge sig fra pletten. Han sparkede den hårdt op i hjørnet på fornemmeste vis, og dermed var hattricket for vores 15-årige midterforsvarer i hus.

Lyngby kom godt ud til anden halvleg, men det var OB, der kunne udbygge føringen først. Med knap ti minutter spillet fik Law Tam Khuu Salomonsen ført bolden en halv banelængde og sparket bolden knastørt op i hjørnet til en overbevisende føring på 4-0.

Lyngby slog ikke op i banen, og de fortsatte med at klø på. De fik da også reduceret på et hjørnespark efter en times spil, hvor OB ikke var opmærksomme nok på Kevin Westen, som sparkede bolden i mål til 4-1. Endnu et reducerende mål blev scoret, da Kevin Westen igen var på spil og sparkede et frispark flot i mål til 4-2.

Mere blev det dog ikke til, og dermed snuppede Striberne en sikker sejr på 4-2 over Lyngby.

Kommentar fra cheftræner Ivan Poulsen:
- Vi var rigtig glade for præstationen i første halvleg, hvor vi spiller med det fremadrettede udtryk, som vi gerne vil se - både med og uden bold. I anden halvleg var vi knapt så gode, og Lyngby fik sat mere spil sammen.

Overordnet er vi selvfølgelig tilfredse med sejren, som var en fin holdpræstation, hvor alle byd til. Men vi tager selvfølgelig hatten af for Tobias Slotsager og hans flotte hattrick.

OB’s holdopstilling:
Sebastian Dalby Wille, Samuel Juel, Tobias Slotsager (Magne Clement, 75.), Law Salomonsen Tam Khuu (Yunus Dalgas Gökkaya, 75.), Tobias Lund Jensen, Marcus McCoy, Max Albæk, Nikolaj Juul-Sandberg, Markus Jensen (Tobias Larsen, 39.), Elias Hansborg-Sørensen, Magnus Andersen (Lucas Hansen, 75.)
Bænken:
Marcus Eskildsen, Tobias Larsen, Elvar Örn Gudmundsson Petersen, Magne Clement, Lucas Hansen, Yunus Dalgas Gökkaya

Næste kamp: Lørdag d. 27. november 2021 kl. 12.30, OB-Esbjerg fB, Ådalen