_DSC6582 copy

26.01.2022 15:47

Torsdag spiller vi opstartens anden træningskamp, når vi kl. 13.00 møder Silkeborg IF på udebane. Selvom der ikke er point på spil, så er det en kamp, Hans Christian Bernat glæder sig meget til.

Vores første træningskamp endte med en sejr på 2-1 over FC Fredericia, og torsdag spiller vi den anden træningskamp i denne opstart, når vi skal en tur til Søhøjlandet for at møde Silkeborg IF. Det er noget, vores førstemålmand, Hans Christian Bernat, glæder sig til.

- Det er altid spændende med træningskampe i en opstartsperiode, og det er vigtigt for os at få spillet nogle træningskampe, inden sæsonen begynder. I sidste uge fik de fleste af os 45 minutter mod FC Fredericia, og i morgen gælder det så Silkeborg IF. Der er stadig mere end tre uger til sæsonstart, så vores fokus for i morgen er igen, at vi skal have nogle kampminutter i benene, siger Bernat.

De fleste kan sætte sig ind i, at det for en markspiller er ekstra hårdt i de første par kampe efter en vinterpause. Derfor er kamptræningen vigtig, men det er den bestemt også for en målmand, selvom de ikke løber lige så mange meter i løbet af 90 minutter.

- Det er i træningskampene, det bliver kamprealistisk for os målmænd. Det er svært at gå 100% til stålet som keeper i en træningsøvelse, fordi vi selvfølgelig skal passe på hinanden. Derfor er træningskampe rigtig vigtige for os målmænd. Både i forhold til udvikling, men også for at kende vores aktuelle niveau, siger Hans Christian Bernat, inden han afslører succeskriteriet for torsdagens træningskamp:

- Jeg skal holde clean sheet; det er altid målet for mig, når jeg går på banen. Jeg stod en enkelt halvleg mod FC Fredericia, hvor det lykkedes, og i morgen er det helt klart også målet for mig, at jeg skal holde clean sheet. Kan jeg så krydre det med nogle gode redninger og nogle gode aktioner, så vil jeg være rigtig glad for torsdagens træningskamp, siger Bernat.

Kampen mod Silkeborg IF bliver livestreamet af hjemmeholdet, og du kan se kampen her.