DSC01935

14.04.2021 07:15

Vi er blevet enige med Henrik Hansen om en forlængelse af samarbejdet, så den nye kontrakt nu løber frem til sommeren 2024.

Siden juni 2018 har Henrik Hansen været assistenttræner for Odenses superligahold, og det vil han også være i de kommende tre år, hvilket glæder sportschef Michael Hemmingsen:

- Henrik Hansen har en lys fremtid foran sig, og han er meget vellidt i klubben, og derfor er vi glade for, at han også vil bidrage med hans grundighed og erfaring i de kommende år. Vi er rigtig glade for, at han også vil indgå i det kommende trænerteam, da han er en stor kapacitet, og ligegyldigt hvem der bliver den nye cheftræner, så vil Henrik kunne bidrage med sine kompetencer, siger Michael Hemmingsen.

Som assistenttræner i OB har Henrik Hansen blandt andet haft ansvaret for klubbens standardsituationer, men gennem hans erfaring som spiller, har han også kunnet bidrage med en stor forståelse for spillet og for den situation, som spillerne står i - på og uden for banen. Det er også disse kompetencer, som spillertruppen i de kommende år vil få glæde af:

- Jeg synes, at vi har et stort udviklingspotentiale i klubben, og det ønsker jeg at være en del af. Jeg ved, der er lagt en klar retning for fremtiden, og jeg forventer, at vi kommer til at forbedre os i de kommende år. Jeg har arbejdet med mange forskellige trænere, og jeg ser det ikke som et problem, at jeg endnu ikke kender den kommende cheftræner i teamet. Det vigtigste for mig er, at vi sammen får rykket OB i den rigtige retning, siger Henrik Hansen.

Henrik Hansen har boet i Odense siden 2008, hvor han skiftede til klubben som spiller, og han vil også bo i byen i de kommende år, da han netop har sat sin signatur på en treårig kontraktforlængelse.

- Når man forlænger en aftale, er det altid et klap på skulderen, for der har været muligheder nok for at se hinanden an. Jeg tager det derfor meget positivt, når OB har ønsket at forlænge aftalen. For mig har det også været det helt rigtige valg, og eftersom jeg har spillet i klubben og nu har været her i snart tre sæsoner som assistenttræner, så er det klart, at klubben kommer ind under huden på en, siger Henrik Hansen og fortsætter:

- OB er på mange måder en fantastisk klub, og jeg kan rigtig godt lide den begejstring, forventning og interesse, der er omkring klubben. Jeg ved, at OB betyder rigtig meget for utrolig mange mennesker, og det tiltrækker mig. Jeg vil langt hellere have, at der er holdninger, end at folk er ligeglade. Det er med til at fremelske noget energi og noget motivation, siger Henrik Hansen.

Henrik Hansen er lige nu ved at dygtiggøre sig ved UEFA’s P-licens, som forventes færdiggjort omkring årsskiftet, men lige nu er hans fokus dog et andet sted.

- Det er selvfølgelig rigtig dejligt at have styr på fremtiden, men lige nu handler det om kampen mod SønderjyskE på søndag, og så må vi tage en kamp ad gangen frem til sommeren 2024, slutter Henrik Hansen med et smil.