DSC08513

01.04.2021 15:51

Det var en Oliver Christensen i højt humør, der torsdag vendte tilbage til Ådalen efter et særdeles succesfuldt gruppespil ved U21-EM.

Det er ikke unormalt for os stribede fans altid at håbe det bedste for Oliver Christensen, når han træder ind på banen. I den seneste uge har det ikke bare været os, der har det været hele fodbolddanmark, der har støttet ”OC”, da han sammen med det danske U21-landshold spillede sig videre ved U21 EM. Det gjorde de med sejre på 1-0, 2-0 og 3-0 over Frankrig, Island og Rusland – og det var en stor oplevelse at være med til for vores målmand, der blev 22 år i slutningen af marts.

- Det var en kæmpestor oplevelse at spille U21 EM, og det er fantastisk, at vi nu kan se frem til en kvartfinale mod Tyskland om et par måneder. Vi spillede tre fede kampe, hvor vi leverede nogle rigtig gode indsatser mod nogle stærke modstandere, og så er det selvfølgelig helt vildt rart at komme hjem med ni point og nul mål lukket ind, siger Oliver Christensen.

13 gange har Oliver Christensen vogtet målet for U21-drengene, ligesom han også tidligere både har repræsenteret U18-, U19-, U20- og sågar A-landsholdet. Hver eneste gang er det en stor ære for ham, og det er noget særligt at stå på kassen for det danske landshold.

- Først og fremmest spiller man sammen med en masse spillere, man ikke spille med til dagligt, og det i sig selv gør det lidt specielt. Det er dejligt at repræsentere Danmark i internationale fodboldkampe. Nu spiller jeg godt nok ikke i rød og hvid, men at trække trøjen med DBU-logoet over hovedet, det er noget specielt, og det er en stor ære – uanset om det er for U- eller A-landsholdet, siger Oliver Christensen.

Når man repræsenterer landsholdet, er opbakningen også endnu større, da man har en hel befolkning bag sig – og det mærker Oliver Christensen også.

- Vi ved, at der er en masse mennesker, der sidder hjemme i Danmark og hepper med, når kampen fløjtes i gang. Vi får en masse rigtig fine beskeder med på vejen, og specielt når det går godt, som det gjorde i denne gang. Så det er fedt at spille fodbold i et land, hvor der bliver gået så meget op i fodbold.

Set med OB-briller var der en enkelt situation, der var ekstra sjov ved U21-gruppespillet. Da Danmark tørnede sammen med Island, fik islændingene tilkendt et straffespark, og her var der så lagt op til en ren OB-duel mellem Sveinn Aron Gudjohnsen og Oliver Christensen – en situation som sidstnævnte husker særdeles godt.

- Jeg begik straffesparket selv, og det er aldrig så godt, men jeg fik heldigvis også selv reddet bod på det. Vi har trænet en del straffespark til træning i klubben, så derfor var det da lidt sjovt, da jeg så, at Sveinn tog bolden. Jeg regnede med, at han ville sparke over i min venstre side. Hans favoritside er modsat, og det ved han godt, at jeg ved, så han var heldigvis ikke så svær at lure, siger Oliver Christensen med et smil.

Torsdag var han tilbage i klubben, efter han landede i Danmark natten hertil, og derfor er træthed da også det første, der dukker op, når han bliver spurgt om, hvad det er for en målmand, der i dag er vendt tilbage til Ådalen.

- Lige nu er jeg træt. Vi kom sent hjem i går aftes, og så har jeg lavet noget restitutionstræning i dag. I morgen har vi fri, og det skal jeg have indhentet noget søvn, ligesom jeg skal have denne fede oplevelse gennem kroppen. Lørdag møder jeg så ind igen, og så er jeg tiptop og klar til at forberede mig frem mod søndagens kamp, siger Oliver Christensen.

Søndag venter den nemlig en ny kamp, og denne gange er det i OB-trøjen for Oliver Christensen. Vi møder AC Horsens på udebane, og selvom OC endnu ikke har forberedt sig på den, så er han sikker på, at vi nok skal blive klar.

- Jeg må nok sige, at det ikke er så meget AC Horsens, jeg har kigget på i de sidste ti dage. Når det er sagt, så kender vi dem, og vi ved, at der venter os en svær kamp. De kommer med en masse power og en masse fysik. Det skal vi stå imod, ligesom vi skal være dygtige på bolden og udnytte de rum, som de efterlader.

- Jeg synes, vi leverede en god indsats i vores seneste kamp mod AaB, så hvis vi igen kan have kvalitet hele vejen rundt, og hvis vi forsvarer os godt – særligt på standardsituationerne – så synes jeg, at vi har, hvad der skal til for at tage alle tre point med hjem til Odense.

Søndagens kamp mod AC Horsens spilles klokken 16.00 på CASA Arena i Horsens, og du kan følge med på TV3 Sport.