PB024523

05.11.2018 18:33

Casper Nielsen forventer, det bliver en en svær pokalkamp mod Hobro, men tror på, striberne kan gå videre til kvartfinalen.

Tirsdag står den på pokalfodbold i Hobro, når OB på udebane møder Hobro i Sydbank Pokalen. Det 1/8-finalen, og en sejr vil derfor betyde en plads i kvartfinalen af turneringen, som først bliver spillet i det nye år. Først skal Hobro dog besejres, og det er en kamp, som OB’s midtbanespiller Casper Nielsen glæder sig til.

- Pokalkampe er altid sjove at spille. Jeg var i finalen med Esbjerg for nogle år siden. Det var et langt eventyr, der endte med en titel, så jeg ved, hvor fedt det er at stå i Parken, og det går vi 100 % efter. Det er en turnering, vi tager seriøst, og vi skal op og starte fra nul. Fredagens kamp kan vi bruge til nul og niks, for Sydbank Pokalen har sit eget liv, så vi starter fra scratch, og vi glæder os til kampen mod Hobro, siger Casper Nielsen.

OB har tidligere gæstet Hobro i denne sæson, og her endte det med et nederlag på 3-2. Siden da har stribet dog fået finjusteret forsvarsspiller, og i de 12 efterfølgende kampe har OB kun indkasseret seks mål. En stærk defensivt har dog også gjort, at offensiven ikke har vist sig fra sin bedste side, mener Casper Nielsen.

- Vi fik en rigtig dårlig start på sæsonen, og det gjorde, at vi måtte arbejde endnu mere med det defensive fundament. Det har måske også gjort, vi har givet lidt afkald på noget den anden vej. Så nu arbejder vi med at finde balancen, for vi har stået godt på banen, men det har måske fjernet lidt af vores kompetencer i den anden ende af banen. Derfor skal vi blive endnu mere dynamiske i den fremadrettede den af spillet. Vi har mange dygtige offensive spillere, men vi har svært ved at får det til at komme hundrede procent til udtryk lige nu. Jeg synes dog, det går den rigtige vej, og vi glæder os til at komme ud og give den gas i morgen aften, fortæller Casper Nielsen, inden han sætter lidt ord på, hvad det var for en kamp i fredags mod Hobro, og hvad han forventer af modstanderen tirsdag.

- Det er svært at sige, hvad vi skal forvente af Hobro. De gik meget lavt på os, men vi havde fin succes med både at spille igennem og forbi dem. Vi skal træffe rigtige valg rent taktisk. Det gjorde vi fint i fredags, hvor de stod kompakt. Måske vil de gøre igen, men det er en anden kamp, og jeg er sikker på, vi ser et helt andet Hobrohold. De spiller på hjemmebane, hvor de har vundet to kampe i træk, så de kommer med alt, hvad den kan trække, og det skal vi matche.

Selvom Hobro på hjemmebane er formstærke, og OB i de seneste sæsoner har haft det svært i Sydbank Pokalen, så tror Nielsen på en stribet sejr i tirsdagens kamp.

- Selvfølgelig har jeg en tro på, at vi kan gå videre. Folk gør os måske til favoritter mod Hobro, men vi ved, hvor svært det er at spille i Hobro, det følte vi på egen krop, da vi tabte deroppe tidligere på sæsonen. Men selvfølgelig tror vi da på, at vi kan tage derop og vinde, andet vil være dumt. Tirsdag er der kun én ting, der tæller, og der er en kvartfinaleplads.

Der er kampstart på DS Arena tirsdag aften klokken 17:30.