_DSC3308-copy

17.03.2023 11:39

På tværs af alle superligaklubber skal årets fan findes, og i den anledning er fire stribede kandidater fundet, som du kan stemme på i fan-appen.

Superligaen ville intet være uden alle de passionerede fans, som weekend efter weekend gennem tykt og tyndt bakker deres hold op. Derfor har Divisionsforeningen lanceret konkurrencen ”Årets Fan”, hvor samtlige 12 klubber i 3F Superliga skal finde frem til den fan, de ønsker at indstille, når vinderen offentliggøres i sidste runde i juni. Vi skal naturligvis have en af vores egne striber repræsenteret, hvorfor OB’s fanpanel har indstillet en række kandidater, og du kan være med til at afgøre, hvem der skal repræsentere OB.      

Kåringen og afstemningen markedsføres igennem hele Slutspillet på Superligaens digitale platforme og i forbindelse med transmissionen af de afgørende kampe på Viaplay og Discovery, og her kan du læse mere, om de stribede kandidater. 

Her er kandidaterne:   

Andreas Loxtermann   
Andreas må utvivlsomt være Tysklands største OB-fan. På trods af at han bor 750 kilometer fra Odense, er han både sæsonkortholder og medlem af fanklubben De Stribede, og sammen med sønnen Arne tager han jævnligt turen mellem Siegen og Fyn for at se sin hjerteklub spille. 

Andreas har tilmed lært sig dansk for at kunne følge klubben tæt og læse med på OB’s debatforum, hvor han også er flittig debattør.  

 

Peter Brix  
Peter har igennem en årrække markeret sig som en markant OB-debattør og formidler af de mange aspekter, livet som OB-fan rummer – fra dagligdagens glæder og frustrationer til de store, langsigtede perspektiver.  

Som medstifter og redaktionsmedlem hos OB-mediet Stemmer fra Ådalen har han bidraget til at løfte og udbrede debatkulturen omkring OB, især ved at sætte fokus på emner som strategi, kultur og fodboldens udvikling.  

 

Ole Jørgensen
”Ole OB” er en af klubbens mest trofaste tilhængere. Siden han så sin første kamp i 1977, har han fulgt OB i tykt og tyndt, og klubben er blevet så central en del af hans liv, at telefonopkald ganske enkelt besvares med ”Det er OB”.

Både på Richard Møller Nielsen-tribunen og i OB’s udebaneafsnit kan man trygt regne med at møde Ole uge efter uge – og høre hans velkendte tilråb ”få den væk!”, når bolden kommer for tæt på OB’s straffesparksfelt.

 

Nicki Lundfald
Det gjorde indtryk – både blandt OB-fans og uden for Fyn – da Nicki medvirkede i SFÅ-Magasinet og fortalte sin stærke historie om personligt mod, klublegenders betydning og tribunefællesskabets styrke.

Nicki er livslang OB-fan, som igennem sin ungdom var aktiv på tribunen. Efter at have været udsendt som soldat fik han i 2008 konstateret PTSD, og i mere end 10 år manglede han overskuddet til at komme på stadion.

Under Lars Høghs sygdomsforløb og efter hans bortgang følte Nicki dog en pligt til at møde op for at sige et sidste farvel. Med støtte fra sin gamle stadiongruppe vendte han tilbage og blev taget imod med åbne arme, og siden er han igen blevet en hyppig gæst på lægterne.

 

Stem i OB’s fan-app
Det er nu tid, at du giver din stemme tilkende. Derfor kan du nu hoppe ind i fan-appen og støtte den stribe, du mener, er årets største OB-fan. Har du endnu ikke downloadet appen, kan du læse mere om, hvordan du gør det her!

Du kan stemme indtil mandag kl. 8.00.