_DSC0162

28.06.2021 16:27

Mikkel Hyllegaard tørnede som ungdomsspiller ud for Næsby Boldklub, og derfor ser han ekstra meget frem til tirsdagens træningskamp, hvor vi klokken 18.00 møder Næsby Boldklub på udebane.

Tirsdag aften klokken 18.00 spiller vi træningskamp på udebane mod Næsby Boldklub. Det bliver opstartens første rigtige træningskamp, efter vi i fredags spillede to gange 30 minutter i Øens Hold-kampen mod Haarby IF. Denne gang er det Næsby Boldklub fra 3. Division, der er modstanderen, og da Mikkel Hyllegaard selv har spillet i Næsby Boldklub, og ser han ekstra meget frem til tirsdagens kamp.

- Det bliver først og fremmest rigtig sjovt at komme tilbage. Det er som fodboldspiller altid sjovt at skulle ud og spille kamp. For mig bliver det selvfølgelig lidt specielt i morgen, fordi det er mod Næsby. I bund og grund er det jo bare er en fodboldkamp, men det er specielt at skulle tilbage til en klub, jeg selv har spillet i som ungdomsspiller. Jeg havde nogle gode år i Næsby, og jeg har ting fra min tid i Næsby med i rygsækken nu, så jeg vil selvfølgelig komme til at tænke tilbage på min tid i Næsby, når vi render rundt derude i morgen, siger Mikkel Hyllegaard.

Kampen mod Næsby ligger tidligt i vores opstart, og det bliver den anden kamp med Andreas Alm som cheftræner. Han er kommet til med nogle nye ideer og inputs, og Mikkel Hyllegaard synes, det ser rigtig spændende ud.

- Vi har gang i en masse forskellige ting på træningsbanen. I de første dage var der meget fokus på det offensive, så havde vi en periode med fokus på det defensive, og lige nu arbejder vi med vores pres og vores positionering. Så der sker en masse ting, og jeg synes, det er rigtig spændende at være den del af. Det tegner positivt, og det bliver spændende at se det i kamp i morgen. Så planen er, at vi skal ud at have nogle flere minutter i benene, vi skal prøve nogle af de nye ting af i kamp, og så skal vi forhåbentlig snuppe endnu en sejr, siger Mikkel Hyllegaard.

Således bliver opstartens to første kampe mod lokale klubber på Fyn, og for en fynsk dreng som Mikkel Hyllegaard er det nogle sjove kampe, og han husker selv dengang han som dreng så frem til, at OB’s førstehold kom på besøg hos de mindre klubber.

- Jeg kan tydeligt huske dengang, jeg selv stod på den anden side, hvor jeg tog ud for at se OB spille kampe på Fyn. Jeg har selv stået som fan og jagtet autografer efter kampene, så det er altid hyggeligt, og vi ved, at vi giver noget til alle de lokale, når vi er på besøg rundt på Fyn. Vi spreder glæde på øen, og det giver os spillere en masse gode ting, når vi mærker opbakning fra hele øen, siger Hyllegaard.

I fredagens kamp mod Haarby spillede Mikkel Hyllegaard anden halvleg, hvor han scorede til 5-1 for OB, og han føler også selv, at han har haft en god opstart indtil videre.

- Jeg synes, min egen tilstand er rigtig god. Selvfølgelig er der en opstartsfase i de første par dage efter ferien, hvor kroppen lige skal vænne sig til belastningen igen. Den periode er jeg ved at være ovre, og jeg synes, at mig eget spil og min egen form begynder at tegne godt, så jeg glæder mig til, at vi i morgen skal i kamp igen, siger Mikkel Hyllegaard.

Tirsdagens træningskamp mellem OB og Næsby Boldklub spilles på ALPI Arena i Næsby, og du kan købe billet til kampen her.