Foto 1

17.11.2021 14:05

Vi er meget glade for at være blevet enige med vores talentfulde offensivspiller Jakob Breum om en lang kontraktforlængelse, så han frem til sommeren 2026 skal iføre sig landets smukkeste striber.

Selvom Jakob Breum i dag blot fylder 18 år, har han allerede gjort sig bemærket med ni kampe på førsteholdet, og da han i oktober blev skiftet ind mod Vejle Boldklub, fik han også scoret sit første mål i 3F Superligaen. Derfor er sportschef, Michael Hemmingsen, meget begejstret for, at vi i dag er blevet enige om en kontrakt, der løber helt frem til sommeren 2026:

- Hans stats taler for sig selv på landsholdet og på U19, og trods hans unge alder har han allerede spillet superligaminutter. Han har gjort sig bemærket med de evner, han har, og vi er glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet de kommende år, så vi sammen kan nå hans og vores mål. Vi er glade for, at vi kan lave en femårig aftale, da han qua hans præstationer har vist kvalitet på alle niveauer; uanset om det var U19, reservehold, u-landshold eller førstehold, siger Michael Hemmingsen.

Jakob Breum startede som fodboldspiller i Øens Hold-klubberne, Ubberud IF og Næsby Boldklub, og det er derfor en fynbo med stribet hjerte, som nu bliver fuldtidsprofessionel i klubben.

- Det er en stor ære at trække den stribede trøje over hovedet, da jeg har været fan af OB, siden jeg var lille. Min familie holder med OB, og jeg holder selv med OB, så det gør det ekstra specielt for mig. Jeg er kommet på tribunen med min familie og venner, hvor vi har siddet bag målet og set dem spille og tænkt på stemningen. At score mit første mål ned mod Richard Møller Nielsen Tribunen, det var derfor en oplevelse, der vil stå klart for mig i lang tid, siger Jakob Breum og tilføjer:

- Jeg er glad for at skrive under med OB, og jeg ser frem til de næste fem år i klubben. Jeg føler, at OB er et godt step i min karriere, hvor der er en masse holdkammerater, jeg kan lære en masse af. Jeg lærer en masse af at spille sammen med spillere, som har været i gamet i lang tid og kender rutinerne, og det gør det nemmere for os unge at falde ind i truppen. Hver kamp og hver træning er en læringsperiode, som jeg lærer en masse af.

Jakob Breum kom til OB som førsteårs U17-spiller, og han har siden udviklet sig gevaldigt, hvor han i denne sæson også har båret anførerbindet på U19-holdet. Derfor glæder det også akademichef, Tonny Hermansen, at vi er blevet enige om en kontraktforlængelse.

- Jakob er en spiller, hvor man ikke kan undgå at tænke; det her kan gå hen og blive spændende. Han kan noget, som man altid leder efter. Han er en teknisk dygtig spiller, og det er sådan en spiller, som alle godt kan lide at se, fordi han gør nogle ting, som andre ikke kan, så jeg forventer mig kolo-enormt meget af ham, siger Tonny Hermansen, der er stolt over, at Jakob har valgt at forlænge aftalen med OB:

- Et er, at han har valgt OB, fordi det er jo en spiller, som er ombejlet, og der er mange andre klubber, som ville stå med kyshånd og tage imod ham, men det er også et tegn på, at han har haft det godt her, og han har følt, at han har udviklet sig rigtigt. Det er endnu en cadeau til vores samarbejde på Fyn, til vores akademitrænere og ikke mindst til de trænere, han har haft i Ubberud og Næsby fordi det er dem, der lagde fundamentet for den spiller, han er i dag, siger Tonny Hermansen.

Jakob Breum får trøjenummer 22 i superligatruppen, og den nye aftale mellem OB og Jakob Breum løber frem til sommeren 2026.

Jakob Breum går lige nu HHX på Tietgen, hvor han fortsætter frem til sommer, hvor han får studenterhuen på.