_DSC1378

15.03.2021 08:35

Bestyrelsen og den sportslige ledelse har vurderet, at der med omgående virkning skal en ny mand i spidsen for trænerteamet i OB.

Jakob Michelsen kom i sommeren 2018 til OB på en treårig kontrakt, der stod til udløb den 30. juni 2021. Da det ikke længere er muligt at opnå deltagelse i Mesterskabsspillet, stopper Jakob Michelsen nu som cheftræner i klubben med omgående virkning.

- Vi vil gerne takke Jakob Michelsen for tiden i klubben, hvor det blandt andet er lykkedes at kvalificere os til Mesterskabsspillet i 2018/19-sæsonen. Jakob har været med til at bygge et stort potentiale op, som vi ikke har fået forløst, og det har vi en stor tiltro til, at vi vil kunne gøre med nye øjne og friske idéer, siger sportschef Michael Hemmingsen.

I den resterende del af sæsonen vil det eksisterende trænerteam med Henrik Hansen, Janus Blond og Lars Bjerring suppleres af teknisk chef, Tonny Hermansen, der træder til i en rolle som assistenttræner, mens Michael Hemmingsen vil stå i spidsen for trænerteamet som manager i klubben.

- Et enigt sportsligt udvalg har vurderet, at der skal nye tanker til, for at potentialet i truppen kan forløses til flest mulige point i sæsonens sidste kampe, og vi har derfor opfordret Michael til at sætte sig i spidsen for trænerteamet. Derfor sætter vi pris på, at Michael og Tonny vil hjælpe klubben, når vi nu ændrer og øger bemandingen i trænerstaben for den resterende del af sæsonen, siger bestyrelsesformand i Odense Sport & Event, Niels Thorborg.

For Michael Hemmingsen er det ikke en ny rolle i klubben, da han i 2007 også stod midlertidigt i spidsen for klubbens førstehold i Superligaen, hvor han blandt andet var med til at sikre klubbens seneste pokaltitel. Siden da har han også været cheftræner i SønderjyskE, Randers FC, FC Vestsjælland og Næstved Boldklub.