Flammingo056_mah_050822

20.09.2022 14:11

Det var ikke kun i 3F Superligaen, at OB kunne synge sejrssang i omklædningsrummet, da samtlige Akademi-hold i den seneste runde også hev tre stribede point hjem til Ådalen, men for Akademichef, Tonny Hermansen, er det ikke nødvendigvis resultaterne, der betyder mest for de yngre årgange.

Søndag eftermiddag hev førsteholdet en 2-0-sejr hjem ude mod Lyngby Boldklub, men det var ikke den eneste stribede sejr i denne runde. Samtlige hold på Akademiet kunne nemlig gå sejrrigt fra deres kampe i sidste uge.

- Det er jo sjældent, man har fuld plade for akademiholdene, og det er jo positivt, men vi skal stadigvæk huske på, at overordnet set, så er det jo mere eller mindre kun U19, som er et kompetitivt hold, som skal vinde hver eneste gang, hvorimod med de andre hold, der ser vi jo helst, at vores motto om, at hver dag er en udviklingsdag, det skal holde. Nogle gange kan det være, at det er godt at vinde – det er også en del af udviklingen – men det kan også være andre facetter af spillet, så der kan være mange andre parametre for, om man kan sige, at weekenden er lykkedes, siger Tonny Hermansen, der er Akademichef i OB.

Allerede onsdag skød U12-drengene ballet i gang med en 6-1-sejr ude mod Middelfart G&BK, mens resten af kampene blev spillet i weekenden. Lørdag var det U14-drengene, som kunne fortsætte triumfen med en 6-0-sejr over HB Køge. Søndag var det U13, som kunne tage hjem fra Horsens med en 6-2-sejr, mens U15, U17 og U19 slog Vejle Boldklub hjemme i Ådalen med henholdsvis 1-0, 2-0 og 5-3.

- Det behøves ikke nødvendigvis være sejre, men når det hele smelter sammen, og drengene får sejre, så skal vi heller ikke underkende, at uanset om man er U13-spiller eller U19-spiller, så er man jo glad for at vinde fodboldkampe. Men jeg synes, det er vigtigt at have for øje, at der er andre aspekter end sejre, siger Tonny Hermansen.

Selvom det i weekenden gik op i en højere enhed, så har der generelt været mange fine tendenser i sæsonstarten:

U19 spiller det smukkeste fodbold

- U19 har spillet supergodt fodbold offensivt, men knap så godt defensivt, hvilket vi også kan se på resultaterne; der er scoret mange mål mod os, men vi har også scoret mange mål selv. Når vi har bolden, så spiller vi noget af det smukkeste spil.

- Der er mange, som er rykket op på førsteholdet, og vi havde også mange nye med i Zagreb, som allerede har fået meget international erfaring - og meget transitionstræning og -kampe - og det er jo det, der er centralt for vores U19-spillere; vi skal gøre dem klar til at blive superligaspillere.

- Da vi spillede mod Midtjylland, havde vi tre U17-spillere med, og det var det yngste hold, jeg nogensinde har oplevet, at OB har spillet med i U19-Ligaen, så det var rigtig positivt, at vores unge mennesker godt kunne være med.

U17 har været op og ned, mens U15 tog fjerde sejr i træk

- U17 har været op og ned, da vi ikke rigtig har fundet melodien, men her til weekenden synes jeg, at vi fandt melodien i forhold til det forsvarsmæssige. Samtidigt må jeg også sige, at har fået en U17-spiller op i superligatruppen, og selvfølgelig sker der noget, når der ændres i truppen. Så har vi til gengæld fået nogle nye spillere ind, som er ved at lære spillestilen og holdkammeraterne at kende, så jeg er overbevist om, at de skal nok få fat. De har vundet de to sidste hjemmekampe, så alt i alt er de jo på sporet igen.

- U15 har lidt overraskende vundet alle kampene. De har stået rigtig godt som hold, og drengene arbejder godt for hinanden.

Hvis du vil se mere til den fynske talentudvikling, så kan du glæde dig til foråret, hvor TV 2 Fyn bringer en dokumentarserie om transitionen fra ungdomsfodbold til superligafodbold i Odense. Det kan du læse mere om her.