IMG_5116

14.09.2018 12:16

Kim Engstrøm mener, at U19-truppen er stærk, men forventer samtidig også, at det snart kan ses på banen.

Efter tre snævre nederlag som begyndelsen på sæsonen jagter U19-drengene sæsonens første sejr i weekenden, når Lyngby kommer på besøg. Lyngby er en klub, der traditionelt set er dygtige til talentudvikling, og derfor har de også for vane at have dygtige fodboldhold på U19-niveau, det mener Kim Engstrøm i hvert fald.

- Lyngby er traditionelt set et godt fodboldhold, som gerne vil spille fodbold. De er også rent spillemæssigt kommet okay i gang med turneringen, men de har ikke fået point, da de er løbet ind i tætte nederlag mod AaB, FCK og Vejle. Det er en klub, der traditionelt er gode til at udvikle spillere til deres eget førstehold – og i sidste sæson fik rigtig mange af deres unge spillere en masse spilletid i Superligaen, siger Kim Engstrøm om lørdagens modstander.

Selvom striberne endnu har til gode at sætte point på kontoen i denne sæson, så har der været flere fornuftige momenter i de første tre kampe, men forsvarsspillet skal forbedres, hvis det står til cheftræneren.

- Alle vores tre kampe har langt hen ad vejen været ganske fine. Især de to hjemmekampe har præstations- og spillemæssigt været rigtig rigtig fine. Vi har skabt en del muligheder i kampene. Vi har i snit lavet to mål i hjemmekampene, og vores udfordringer har været, at vores modstandere har lavet tre mål på potentielt 1-2 chancer, hvis man kigger på stats i kampene. Så det er helt klart vores store udfordring, at modstanderne har lavet for mange mål på rigtig få chancer. Derfor har vi naturligvis brugt de sidste 14 dage på at finde ud af, hvordan vi kan minimere antallet af personlige fejl og blive stærkere i vores forsvarsspil som hold. Og her er det ikke kun bagkæden, det handler om, for det starter med de to forreste spillere, som også skal være en del af vores forsvarsspil, siger Kim Engstrøm.

På skadeslisten har det været lidt op og ned i begyndelsen af sæsonen, men der går det den rigtige vej, og Engstrøm synes, at spillerne gør det godt til træning for tiden.

- Vi har skiftet lidt rundt på holdet grundet skader og karantæner her i de tre første runder. Nu er de fleste ved at være tilbage i fuld vigør, så der er en god, sund konkurrence om pladserne, og jeg synes, der er flere, der ser rigtig skarpe ud lige nu. Derfor har jeg en stor tro på, at det resultatmæssigt kan blive vores vendepunkt lørdag eftermiddag mod Lyngby, siger OB’s cheftræner, inden han sætter flere ord på sine forventninger til kampen.

- Jeg forventer, at det som alle andre i U19-Ligaen bliver både tæt og intenst. På banen kommer man i hvert fald til at se to hold, der vil spille fodbold, men for os handler det især om at få udbytte af vores spil og chancer, så vi kan få os en sejr. Det skal rigtig gerne ske med en tydelighed i den måde vi gerne vil spille på. Det skal skinne igennem. For jeg forventer, at vi vinder, da vi har et rigtig dygtigt fodboldhold, men det kan vi kun bruge til noget, hvis vi også beviser det i en kamp ved at vinde lørdagens kamp.

Kampen mellem OB og Lyngby Boldklub bliver spillet i Ådalen lørdag klokken 13:00.