_8050913

26.02.2019 14:05

Onsdag aften møder vi Esbjerg i Sydbank Pokalens kvartfinale, og Casper Nielsen tror på, at vi kan spille os videre til semifinalen.

Der er masser af kampe i kalenderen for OB’s førstehold. I søndags blev det til en sejr i Horsens, onsdag står den på pokalkvartfinale mod Esbjerg, og på søndag kommer Brøndby på besøg i Odense. Det betyder tre kampe på syv dage, og selvom det kan være krævende for spillerne, så er en tætpakket kampplan noget, Casper Nielsen glæder sig over.

- Selvom vi spillede i søndags, så er det, jeg glæder mig mest til onsdag faktisk at skulle spille kamp igen. Det kan godt være, det er en hård uge, vi er i gang med, fordi vi skal spille tre kampe på en uge, men det er kun fedt. Det er noget, vi skal kunne klare, og personligt glæder jeg mig rigtig meget til i morgen, siger Casper Nielsen.

Det er første gang siden 2012/13, at OB er med i pokalturneringens kvartfinale, og når nu vi er her, så skal den også prioriteres, mener Casper Nielsen.

- Sydbank Pokalen betyder meget for mig, og det ved jeg, at den også gør for de andre spillere i truppen. Det er en turnering, vi prioriterer højt, og selvfølgelig stræber vi efter at stå i en finale senere på året. Det er altid det, man går efter, når man spiller pokalkampe, og det kunne være rigtig sjovt. Der venter os en svær opgave mod Esbjerg, men vi er klar, og vi glæder os helt vildt til den. Vi skal bare ud og give den gas, og så skal vi fortsætte den gode form, vi er inde i, siger Casper Nielsen.

Casper Nielsen spillede inden OB-tiden for netop Esbjerg fB. Onsdag bliver det fjerde gang, han skal stå overfor sin barndomsklub, og det er noget, der er specielt for vestjyden.

- Selvom det nu er fjerde gang, jeg skal møde Esbjerg, så tror jeg stadigvæk, det bliver lidt specielt. Det er svært at forklare, hvad det er, der er specielt ved det, men det er bare noget andet, end når vi møder de andre hold. Jeg glæder mig helt vildt, og det bliver rigtig sjovt.

I den seneste kamp mod Esbjerg havde Casper Nielsen i den grad en afgørende fod med i det, da han i overtiden scorede sejrsmålet, da OB vandt med 2-1. Esbjerg-målmanden Jeppe Højbjerg så ikke alt for heldig ud på den afslutning, men Casper Nielsen tror ikke på en lignende gave fra Esbjerg-keeperen.

- Jeg har spillet sammen med Jeppe, og jeg ved, han er en god målmand, så han kommer nok ikke til at gøre, som han gjorde sidst. Men så må vi jo bare lave en pind på en anden måde, og det tror jeg også, vi kan, fortæller Casper Nielsen.

Senest blev det som nævnt til en sejr på 2-1, og Casper Nielsen har også en stor tro på, at det onsdag kan blive til en ny sejr over barndomsklubben.

- Vi går forhåbentlig ud på banen og viser, vi er et bedre hold end Esbjerg. Vi spiller på hjemmebane, og forhåbentlig får vi god opbakning i ryggen, som vi fik i Horsens. I de to seneste superligakampe har vi vist, vi er gode, når det gælder, og mod Horsens viste vi også, at vi kan komme tilbage, selvom vi kom bagud. Så vi skal ud og bygge videre på de seneste kampe, og med en god præstation tror jeg også på, at vi kan spille os i semifinalen med en sejr over Esbjerg, siger Casper Nielsen.

Der er kampstart på Nature Energy Park onsdag klokken 19:00, og du kan spare 40 kroner ved at købe din billet online lige her.