DSC05533 copy

17.07.2022 09:59

Jeppe Tverskov overtager anførerbindet i den kommende sæson, og han ser frem til at gå forrest ind på banen mod FC Nordsjælland.

Jeppe Tverskov er en af de erfarne spillere i truppen, og i den kommende sæson kommer han til at bære anførerbindet og stå i spidsen for truppen.

- Jeg er rigtig glad. At være anfører handler meget om hvilken type man er, og hvordan man er som person, så jeg tror ikke, at min rolle ændrer sig så meget i forhold til, hvordan det har været de sidste par år, men det er da klart, at der er noget stolthed i at gå først ind, siger Jeppe Tverskov.

- Jeg har været her så længe, at jeg kender alle ud og ind efterhånden, så man ved ligesom, hvem man skal gå til, hvis man har brug for hjælp, for det skal en leder også kunne. Samtidig skal man også træffe de beslutninger, som man mener er bedst.

De seneste uger er der kommet en del nye spillere ind i truppen, og især unge spillere, men den opgave det medfører, er den nye anfører klar til at tage hånd om:

- Det er klart, at de unge kan komme til at stå i nogle nye situationer, som de ikke har prøvet. Det er mit og resten af de ældre spilleres ansvar at hjælpe til. Udover mig selv, er der jo også sådan en som Bashkim, der også har været her længe og er god til at tage hånd om alle omkring ham, og også Bjørn virker til at være en ledertype, siger han.

I morgen går det for alvor løs igen, når vi spiller vores første kamp i den nye sæson af 3F Superligaen, og det er noget Jeppe og resten af truppen glæder sig til.

- Jeg tror altid man glæder sig til første Superligakamp. Den er altid lidt speciel, men det er godt vejr, så der er forhåbentlig mange mennesker på tribunerne, selvom det er sommerferie.

- FC Nordsjælland er et hold, som kan være svære at spille imod. De kan være et hold, hvor man føler, at man har godt fat, men alligevel har de nogle individualister, som kan noget. Det handler om at læse dem ordentligt, og se hvor kampen bevæger sig henad, siger han om modstanderne til sæsonpremieren.

Og den nye anfører ser også frem til at se de stribede støtter, som igennem de sidste sæsoner har vist enorm opbakning til holdet:

- Det bliver dejligt at se fansene igen. Udover fødselsdagsfejringen, tænker vi stadig meget tilbage på Pokalfinalen og hele euforien omkring den. Det er noget af det vigtigste vi kunne få med. Det virker som om, at der er stor tilslutning lige nu, og det er det vi håber at kunne tage med ind i sådanne nogle kampe her, siger han.

Skal du være med til at sende Jeppe og resten af truppen godt ind i den nye sæson, kan du sikre dig billet til sæsonpræmieren mod FC Nordsjælland i morgen kl. 19.00 her!