_DSC7446 copy kopier

10.05.2023 06:16

Siden sommeren 2016 har Jeppe Tverskov optrådt i landets smukkeste striber, men efter denne sæson udløber kontrakten, og Jeppe Tverskov ønsker nu at jagte en fodboldoplevelse i udlandet.

Jeppe Tverskov har været en af striberne gennem snart syv år, hvor det er blevet til over 200 kampe for klubben, men den 30-årige defensivspiller har gennem længere tid udviklet et ønske om at afsøge muligheden for et skifte til et andet miljø og en anden kultur, end det vi kan tilbyde i OB og i Danmark.

- Jeppe er en rigtig god ambassadør for OB, og det har han været i alle de år, han har repræsenteret klubben. I de samtaler, vi har haft, er vi nået frem til, at vores veje skilles for denne gang, fordi de drømme, vi vil jagte, ser anderledes ud, end de drømme Jeppe og hans familie har. Vi ønsker Jeppe og hans familie alt det bedste i fremtiden, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

Jeppe Tverskov og OB er enige om, at det har været syv sæsoner, som vi alle vil se tilbage på med glæde, men det er alligevel vemodigt, når denne æra nu står til at slutte.

- Odense har først og fremmest været et hjem for mig og min familie. Jeg har fået en datter her, og jeg er blevet voksen her. Odense er ligesom der, hvor jeg føler, at mit navn for alvor er blevet slået fast. Generelt så har det altid været specielt for mig at gå ind på Odense Stadion og spille for en hel by - eller en hel ø - som støtter op om et hold. Det er en stor by og et stort område, som man på en eller anden måde er blevet repræsentant for, siger Jeppe Tverskov.

Jeppe Tverskov har spillet 228 kampe for OB, hvor det også er blevet til syv mål. I flere sæsoner har han ageret viceanfører i klubben, og i denne sæson har han været anfører for striberne, men det er nu snart fortid, da han efter denne sæson forlader Odense.

- Jeg føler, jeg er kommet til et punkt, hvor jeg næsten er blevet elsket ubetinget. Uanset hvordan jeg har spillet, så synes jeg altid, folk har været søde og støttende, så det har været specielt de seneste uger, hvor der har været ekstra fokus omkring alt det her med min kontraktsituation. Det har været noget, som har rørt mig - men også mine nærmeste og familien - og jeg tror ikke, man skal negligere det. Det er ikke alle fodboldspillere forundt at have en rolle, hvor folk er så glade for én. Man skal huske at sætte ekstremt stor pris på det, når man er blevet så værdsat, som jeg er blevet, siger Jeppe Tverskov.

- Nu har jeg været her i så mange år - og jeg har været rigtig glad for at være her og for at have haft så stor en rolle i lang tid - men det her er også et vindue for mig, til at se de muligheder der er for mig. Det er jeg spændt på, men det er også vemodigt. Jeg har været glad for at være en del af Odense, for ellers havde jeg ikke været her i så lang tid, men jeg tror også, at det nogle gange kan være spændende at prøve noget nyt og få nogle oplevelser med fodbolden, slutter Jeppe Tverskov.

Vi tager sammen afsked med Jeppe Tverskov til sæsonens sidste hjemmekamp fredag den 26. maj, når vi tager imod AC Horsens kl. 19.00. Her vil Jeppe blive hyldet og takket for hans indsats for klubben og byen.