_DSC6396

06.05.2021 16:02

For Aron Elís Thrándarson er det ikke så vigtigt, om det er flot fodbold, når vi i morgen møder AaB. Der skal tre point på bordet, og med stribede fans på lægterne tror han på det.

Fredag aften står der AaB på menuen, når nordjyderne gæster os hjemme på Nature Energy Park. I de to foregående kampe har Aron Elís Thrándarson været ude af truppen, efter han pådrog sig en skade sidst vi mødte AaB. I den seneste uge har han dog trænet fuldt med, og han føler bestemt også, at det går bedre.

- Det føles meget bedre, og det er blevet bedre på kort tid. Jeg troede, det ville være en mere alvorlig skade, men heldigvis var jeg hurtigt tilbage på træningsbanen. Det bliver sjovt i morgen, og for mig kan det blive første gang i rigtig lang tid med fans hjemme i Odense. Så det er en kamp, vi ser frem til, og som altid går vi på banen for at hente alle tre point, siger Aron Elís Thrándarson

Inden skaden var vores islandske midtbanespiller inde i en god periode. Det var blevet til fuld spilletid fem runder i streg, udtagelse til Rundens Hold på Superliga.dk, ligesom han kom på scoringstavlen, da vi vandt 2-0 i Aalborg. Efter et par runder uden kamp håber han på, at han hurtigt kan finde tilbage i samme kampform.

- Jeg er forhåbentlig ikke langt fra den kampform, jeg befandt mig i, da jeg måtte udgå i Aalborg. Jeg har ikke været ude så længe, og det er kun i en uges tid, jeg ikke har trænet med. Jeg er glad for at være tilbage, og jeg håber rigtig meget på, at jeg kan fortsætte på det niveau, hvorfra jeg slap, siger Thrándarson, inden han sætter et par ord på den modstand, der venter.

- AaB kommer med nogle gode resultater i bagagen, så de har masser af selvtillid. Om de har selvtillid eller ej, så har vi en stor tro på, at vi kan slå dem. Vi håber, at vi kan spille flot fodbold for vores fans, men det er pointene, det handler om. Så hvis vi kan sikre os tre point, så er jeg faktisk ligeglad med, om det er smukt eller grimt. Jeg vil til hver en tid hellere have en grim sejr end et smukt nederlag, og sådan har jeg det selvfølgelig også i morgen, siger vores islandske midtbanespiller.

Siden Aron Elís Thrándarson senest spillede på Nature Energy Park, er der en stor ændring for oplevelsen. Der er igen tilskuere på stadion, og til fredagens kamp mod AaB er der næsten udsolgt. Således er der mindre end 500 billetter tilbage i billetsalget, og det gør indtryk på Aron Elís Thrándarson.

- Det er helt klart en ekstra motivation for os spillere, at der næsten er udsolgt til kampen. Vi vil gerne betale dem tilbage deres støtte, og som spiller håber man altid på, at der er mange fans på tribunerne og god stemning. For jo bedre stemning der er, jo større er vores chancer for tre point.

- Det er virkelig anderledes på den gode måde, når der er tilskuere. Der er en anden energi, og man mærker virkelig, at der er en større fordel ved at spille på hjemmebane, efter fansene er vendt tilbage, og det skal vi drage nytte af i morgen aften.

Skal du med til fredagens fodboldfest i Odense, så skal du skynde dig at købe din billet til kampen i vores online billetsalg, som du finder her.