joel v4

29.01.2022 07:33

Vi har hentet den australske landsholdsspiller Joel King. Venstrebacken skifter omgående til OB, hvor han tiltræder på en kontrakt frem til sommeren 2025.

Torsdag blev Mihajlo Ivančević præsenteret som ny OB-spiller, og i dag kan vi præsentere endnu en ny mand i den stribede trøje. Den 21-årige venstre back, Joel King, skifter nemlig til Odense Boldklub fra Sydney FC, der i sidste sæson blev nummer to i den bedste australske fodboldliga.

- Vi har fået en rigtig spændende mulighed for at hente Joel, og vi er sikre på, at han vil kunne bidrage meget med sine evner. I OB skal han være med til at øge konkurrencen i truppen, og det giver os samtidigt nogle andre muligheder i forhold til konstellationen i fireback-kæden, siger sportschef i OB, Michael Hemmingsen.

Joel King vandt i sommer prisen som årets unge spiller i den australske A-League, og ifølge sportschef Michael Hemmingsen er det en ny, spændende tilføjelse til truppen, der nu lander i Ådalen.

-  Joel er en spændende, ung landsholdsspiller fra Australien med store offensive forcer, og jeg tror på, at han med sin spillestil vil passe godt ind i klubben. Jeg synes, at han all-round er god på bolden, og så er han også meget bevægelig, siger Michael Hemmingsen.

Joel King har spillet 72 kampe for Sydney FC, og han har netop fået debut på Australiens A-landshold, der torsdag vandt over Vietnam. Derudover var Joel i aktion for Australien i sommeren 2021, da han fik fuld spilletid ved OL i Japan.

Joel King har desværre ikke mødt sine nye holdkammerater i Ådalen endnu, da han er afsted med det australske A-landshold, men det er noget han ser frem til.

- Jeg glæder mig rigtig meget over skiftet til OB, som jeg ser som en ambitiøs fodboldklub. Nu glæder jeg mig til at prøve kræfter med den danske Superliga, og jeg glæder mig meget til at møde mine holdkammerater og klubbens fans. De kan begge se frem til at møde en spiller, der leverer hårdt arbejde og altid giver sig 100%, siger Joel King.

Joels King spiller med det australske fodboldlandshold kvalifikationskamp mod Oman tirsdag, og når den kamp er overstået, drager han mod Tyrkiet, hvor hans nye holdkammerater venter.

OB og Joel King har underskrevet en aftale, der løber frem til sommeren 2025.