Khemdee THA

26.04.2022 15:46

I maj måned skal der afholdes Sydøstasiatiske Mesterskaber, hvor landene konkurrerer i minimum 22 forskellige sportsgrene. Fodbold er én af dem, og her er Jonathan Khemdee med i truppen for Thailand.

Fra den 6. maj til den 22. maj står den på de Sydøstasiatiske Mesterskaber, som skal afholdes i Vietnam. Her er ti lande med i fodboldturneringen, hvor landene skal stille med spillere under 23 år – bortset fra tre spillere der må være ældre.

I Thailands trup er Jonathan Khemdee med, og dermed venter der en stor oplevelse for vores unge forsvarsspiller.

Khemdee og resten af det thailandske landshold er i pulje med Malaysia, Cambodia, Singapore og Laos. De to bedste fra puljen går videre til semifinalen, hvor der venter en af modstanderne fra den anden pulje. I den er Vietnam, Indonesien, Myanmar, Filippinerne og Østtimor de fem deltagere.

Første kamp for Khemdee og Thailand er den 7. maj, hvor Malaysia er modstanderen. Forberedelserne til turneringen begynder dog inden den dag, og derfor sætter Jonathan Khemdee kursen mod Thailand den 27. april.

Vi ønsker Jonathan held og lykke med deltagelsen i turneringen.